Sverige

Ligesom i Norge og Danmark er kun få af de alternative behandlere læger, og inden for det medicinske samfund har alternativ behandling hidtil ikke været særligt populært. Holdningen er dog under forandring, og et stigende antal læger viser deres interesse for alternativ behandling offentligt. "Svensk Läkarförening för Komplementar Medicin" (dannet i 1977) har ca. 200 medlemmer.

De alternative behandlingsformer er ikke eksplicit nævnt i den svenske lovgivning, med undtagelse af urtemedicin og antroposofiske behandlinger ved Vidarkliniken (Stockholm) som har en helt unik status i Sverige. Mere om det nedenfor.

Der har længe eksisteret et paradoks, idet praksis hos sundhedspersonalet er i modstrid med gældende lovgivning. Ifølge en undersøgelse har sundhedspersonalet i Sverige anbefalet 19 forskellige komplementære metoder, hvoraf kun seks betragtes som evidensbaserede ifølge Cochrane.

Svenske sundhedsprofessionelle har nemlig hverken lov til at anbefale eller praktisere alternativ behandling, som ikke er evidensbaseret. Medmindre patienten selv beder om det, hvis der ikke er andre muligheder, eller hvis behandlingen gives sammen med den konventionelle - og der er dokumentation for, at den pågældende behandling er sikker. Der er dog tegn på, at betingelserne er ved at ændre sig i retning af større fokus på sikkerheden og patientens ønsker.

Behandling af syge er reguleret via to love: Hälso-och sjukvårdslagen og Patientsäkerhetslagen, og de alternative behandlere er ikke omfattet af en særlig lov. Men ifølge Patientsäkerhetslagen må ikke-autoriserede behandlere ikke tilbyde deres ydelser i disse tilfælde:

  • Smitsomme sygdomme, der har pligt til at blive indberettet.
  • Kræft og andre ondartede svulster, diabetes, epilepsi og symptomer i forbindelse med graviditet og fødsel.
  • Undersøgelse og behandling af patienter, der gennemgår anæstesi eller hypnose.
  • Behandling med radiologi.
  • Undersøgelse og behandling af børn under otte.
  • Justering af kontaktlinser.
  • Det er heller ikke tilladt at give råd eller anbefalinger på skrift, altså uden personlig undersøgelse..

Den svenske sygesikring omfatter ikke behandlinger udført af alternative behandlere. Men urtemedicin, som er registreret som naturlægemidler, er omfattet af de almindelige regler for medicintilskud.

Akupunktur er dækket af sygesikringen, når den praktiseres af autoriseret sundhedspersonale, og det gælder primært behandling af smerter og kvalme. Når akupunktur praktiseres af ikke-autoriseret sundhedspersonale, er behandlingen ikke omfattet af sygesikringen.

Til gengæld er antroposofisk pleje givet under tilsyn af Vidarkliniken omfattet af sygesikringen. Klinikken nær Stockholm er et antroposofisk hospital, som samtidig udgør et forskningscenter for antroposofisk medicin. Vidarklinikken har en særlig tilladelse fra socialministeren og er det eneste hospital med tilladelse til at udøve antroposofisk medicin i Sverige. De svenske læger har kun lov til at praktisere antroposofisk medicin inden for Vidarklinikens autorisation. Se http://www.vidarkliniken.se/

Kiropraktorer har som i Danmark status som autoriseret sundhedspersonale, og det gælder også noget, vi i Danmark ikke kender så meget til: Naprapati. Det er en gren indenfor kiropraktikken, som gennem helhedstænkning og behandling af muskler og led via bindevævsmassage prøver at bearbejde årsager til smerter.

Sverige har i modsætning til Norge ikke øremærket statslige midler til forskning i alternativ behandling, men på The Integrative Care Science Center uden for Stockholm har forskerne denne målsætning: ”att bidra till evidensbaserad hälso- och sjukvårdsutveckling med relevanta inslag av bevisad alternativ-, komplementär- och integrativmedicin i enlighet med Världshälsoorganisationens (WHO) rekommendationer”.  www.integrativecare.se

Der findes desuden på Karolinska Instituttet (som i Sverige står for 40 procent af den medicinske forskning) en forskergruppe, som forsker i ”Integrativ Vård” (integreret sygepleje) herunder fx:

  • omkostningseffektivitet inden for integreret sygepleje
  • Mindfulness i behandling af depression
  • placebo og ”the meaning response”

Se www.ki.se/nvs/forskargrupp-integrativ-vard