Hvordan foregår akupunktur?

Den første behandling hos en akupunktør begynder med en grundig samtale, hvor akupunktøren danner sig et indtryk af det problem, som klienten henvender sig med.

Akupunktøren kan bruge forskellige metoder til at finde frem til, hvor behandlingen skal sætte ind. Nogle akupunktører bruger tungediagnose, pulsdiagnose og irisanalyse som udgangspunkt for behandlingen.

På baggrund af samtalen og en eventuel analyse af tunge, puls eller iris udvælger akupunktøren en række akupunkturpunkter.

I nogle tilfælde kan behandlingen være mere standardiseret, hvor klienter med en bestemt lidelse behandles via bestemte akupunkturpunkter, som er givet på forhånd. Det er ifølge akupunktører en tilgang, der er mest udbredt i den vestlige verden.

Selve behandlingen foregår ved, at akupunktøren fører tynde, sterile nåle gennem huden og placerer dem i de valgte akupunkturpunkter. Akupunktøren sætter langsomt nålen i punktet og roterer den hvis nødvendigt, indtil akupunktøren kan mærke, at nålen sidder rigtigt. Denne fornemmelse af nålens rigtige placering kaldes for ’De Qi’, som betyder ankomst af Qi, dvs. at energien igen flyder i kroppen, som den skal.

Som regel vil klienten også få en fornemmelse af en slags strømning fra nålen ud i vævet, når nålen sidder rigtigt. Derudover kan klienten opleve varme eller kulde, når nålen sættes i.

Klienten sidder eller ligger med nålene i kroppen i typisk 20-30 minutter.

Antallet af nåle varierer meget fra behandling til behandling, men typisk bruges der mellem 3-16 nåle.

Den første behandling varer typisk én til halvanden time. Efterfølgende behandlinger tager som regel en halv time til tre kvarter.

Ifølge akupunktører vil kroppen ofte reagere på akupunktur, eksempelvis kan klienten opleve:

  • Afslappelse eller træthed
  • Forøget energi og velvære
  • Kløe, summen eller prikken i kroppen
  • Varme- eller kuldefornemmelser.

Både alternative behandlere og autoriserede sundhedspersoner, som f.eks. læger, udfører akupunktur.

I Danmark får akupunktører ikke autorisation. Der kan derfor være forskel på, hvilken uddannelsesmæssig og faglig baggrund akupunktører har.

Autoriserede sundhedspersoner

Læs mere om dine muligheder for at klage over alternative behandlere eller autoriserede sundhedspersoner:

Klagemuligheder