Hvordan foregår behandling med Bachs Blomstermedicin?

Behandling med Bachs Blomstermedicin foregår hos en Bachterapeut.

Den første behandling, som varer ca. en time, begynder med en samtale, hvor Bachterapeuten danner sig et indtryk af klienten og det problem, som klienten henvender sig med.

På baggrund af samtalen udvælger Bachterapeuten nogle egnede blomsterremedier. Terapeuten blander de udvalgte blomsterremedier i en flaske, som klienten får med hjem. Der kan blandes op til syv forskellige remedier. Bachterapeuten forklarer, hvordan blomsterremedierne skal indtages.

En flaske rækker til cirka tre ugers behandling. Behandlingen kan fortsætte herefter, hvis der er behov for det.

Ifølge Bachterapeuter kan du forvente at opleve en virkning af Bachs Blomstermedicin inden for få dage. Bachterapeuter understreger dog, at det er vigtigt at have forståelse for, at problemer, der har varet længe, ikke forsvinder fra den ene dag til den anden.

Bachs Blomstermedicin kan enten bruges alene eller supplere andre alternative behandlingsformer.