Hvordan foregår Body-sds?

En behandling med Body-sds, som kaldes en Body Session, indledes med en kort samtale mellem klienten og Body-sds terapeuten om de problemer, som klienten henvender sig med, og klientens forventninger til behandlingen. Herefter foregår resten af Body-sessionen på en behandlerbriks.

Med behandlingen søger terapeuten at lokalisere og behandle blokeringer i kroppen. Blokeringerne anses i Body-sds for at kunne opstå af både fysiske og psykiske årsager. En psykisk blokering kan f.eks. være opstået af stress.

I arbejdet med åndedrættet registrerer terapeuten, hvordan klienten trækker vejret, aflæser rytme og dybde samt om klienten trækker vejret med munden eller næsen. Det bruger terapeuten til at danne sig et indtryk af klientens mentale og følelsesmæssige tilstand, f.eks. om klienten er stresset.

Under behandlingen arbejdes der med massage og justering af led, og der bruges også åndedræts-teknikker under behandlingen.

Massageteknikkerne består af tryk og pulsering, det vil sige, at kroppens led bevæges, samtidig med at terapeuten påvirker musklerne med tryk.

Justeringer af led sker ved at leddene bevæges forsigtigt inden for deres naturlige bevægegrænse. Ifølge Body-sds terapeuter kan leddene være i en fejlstilling som følge af, at de ikke benyttes korrekt i dagligdagen, og behandlingen har til formål at justere leddene til normalstilling.

Behandlingen suppleres med samtale, før, under og efter den fysiske behandling efter behov. Samtalen har til formål at virke forløsende for sindet og samtidig medvirke til at løsne fysiske spændinger i kroppen.

En Body Session tager ca. 45-50 minutter.

Ifølge Body-sds terapeuter skal behandlingen føre til, at klienter oplever færre smerter og mere energi og overskud.