Historien bag healing

Kloge koner og medicinmænd har eksisteret i alle tider og alle samfund. Healing er den ældste form for behandling, mennesket har brugt, og den bliver fortsat brugt af os alle i dens mest oprindelige form: Når et barn slår sig, puster mor eller far på såret og lægger fx hånden om det sted der gør ondt - det er et reaktionsmønster, der ligger i vores underbevidsthed.

Det samme vil man opleve hos mange healere. Healeren har lært at forfine denne urgamle viden, vi alle har med os. I den tidlige middelalder begyndte evnen til at helbrede og udvikle medicin fra urter at blive tilknyttet klostrene, og her dannedes en forbindelse til det religiøse element.

Det var også på dette tidspunkt, at samfundet udnævnte de ikke-kirkelige healere til at være samfundstruende elementer med tilknytning til det onde. Gennem flere århundreder blev healere forfulgt, tortureret og slået ihjel, med udgangspunkt i en påstand om at de arbejdede imod Guds vilje.

Healing som selvstændig behandlingsform er uden religiøs tilknytning, men mange religiøse samfund bruger i dag også teknikken i forbindelse med fx forbøn.

På nuværende tidspunkt er man ikke i stand til at forklare præcist hvad healing er. Der er mange forskellige former for healing. Nogle healingstraditioner beskriver healing som en overførsel af energi, der bruger healeren som kanal. I andre healingsformer som fx Reiki, hjælper healeren klienten med at aktivere sin egen selvhealingsproces.

Ved shamanistiske healingsformer arbejder healeren ofte med sin egen energi, i kombination med den omgivende naturenergi. Mange healere vil beskrive deres arbejde som at de stiller sig til rådighed for en større energi, de derefter anvender til klientens bedste.

Nogle af de mest brugte betegnelser for energien som healere arbejder med er:

  • Livsenergi eller universel energi
  • Chi, qi eller prana
  • Højere bevidsthed eller vibration
  • Gud eller Kristus
  • Ubetinget kærlighed eller næstekærlighed.

Blandt healere mener man, at der er tale om den samme energi, som blot har forskellige navne.

Selv om healere praktiserer på forskellige måder, bruger mange de samme begreber og har samme opfattelse af sygdom og helbredelse. Healing er baseret på forestillingen om at kroppen har sit eget energisystem. Hvis der bliver ubalance i dette energisystem, kan det føre til sygdom. Healere mener, at ubalancen fx kan opstå ved traumatiske oplevelser, der ikke bliver forløst og derfor lagrer sig i kroppen. Ved forløsning af traumet genskabes balancen.

Healere mener, at healingsenergien bevæger sig gennem kroppens meridianbaner og nervesystem og derfor kan nå ud i alle områder af både det fysiske og psykiske element. Når selve healingsprocessen foregår, vil klientens krop være domineret af det parasympatiske nervesystem, der netop tillader kroppen at hele, hvile og fordøje. Det er her kroppens eget selvhealingssystem går i gang.