Samuel Hahnemann: Grundlæggeren af klassisk homøopati

”Klassisk homøopati” betegner den homøopati, som blev grundlagt af den tyske læge Samuel Hahnemann (1755-1843). 

Hahnemann arbejdede som læge i Tyskland, men opgav sin praksis omkring 1784, og arbejdede i stedet som forfatter og oversætter, imens han udviklede på sine nye idéer til behandling af sygdom.

Omkring 1790 lavede Hahnemann et forsøg (en ”prøvning”) med kinabark (China officinalis). Hahnemann fandt ud af, at kinabark, som blev brugt i medicin mod malaria, kunne fremkalde malarialignende symptomer hos raske mennesker. På baggrund af forsøget udviklede Hahnemann en teori om, at et lægemiddel, der kan fremkalde bestemte symptomer hos en rask person, kan helbrede disse symptomer hos en syg person. Hahnemann mente, at lægemidlet i fortyndet form kan sætte gang kroppens evne til at helbrede sig selv.

Hahnemanns teori blev grundprincippet i homøopatien, det såkaldte lighedsprincip: ”similia similibus curentur” – ”lige skal helbredes med lignende”.

Hahnemann foretog herefter regelmæssigt forsøg (”prøvninger”) med planter, mineraler og dyreprodukter for at få kendskab til deres effekt på raske mennesker. Disse forsøg blev grundlaget for den homøopatiske lægemiddellære. 

Hahnemanns lægemiddellære fik navnet ”homøopati”. Ordet ”homøopati” stammer fra de græske ord homoios (lignende) og pathos (lidelse). Navnet ”homøopati” henviser til, at behandlingsformen behandler med noget, der fremkalder en effekt, der ligner lidelsen.

Hahnemann samlede sine idéer og erfaringer i bogen ”Organon der rationellen Heilkunde” fra 1810, som han senere reviderede mange gange.