Historien bag kranio-sakral terapi

Kranio-sakral terapi er behandling ved hjælp af blide tryk på knoglerne i kraniet, ansigtet, rygsøjlen og korsbenet. Behandlingsformen stammer fra USA og udspringer af behandlingsformen osteopati.

Forløberen for kranio-sakral terapi er den kranielle osteopati, som blev opfundet omkring år 1900. I 1970’erne blev kranio-sakral terapien videreudviklet til den form, den har i dag.

Den kranielle osteopati

Den amerikanske læge og osteopat William G. Sutherland (1873-1954) grundlagde omkring år 1900 den såkaldte kranielle osteopati, som har fokus på behandling af kranieknogler og korsbenet.

Efter at have afprøvet forskellige teknikker på sit eget kranie udviklede Sutherland en teori om, at der er en sammenhæng mellem knoglernes bevægelighed og tilstanden i kroppens forskellige funktioner.

Ud fra sine erfaringer udviklede Sutherland en række teknikker til at behandle knoglerne i kraniet og korsbenet. Sutherland udviklede også idéen om, at en særlig puls arbejder i kroppen (den kranio-sakrale puls).

Sutherlands kranielle osteopati blev hurtigt en del af lægeuddannelsen på de osteopatiske skoler, hvor andre amerikanske osteopater arbejdede videre med Sutherlands tanker.

Kranio-sakral terapien tager form

Den amerikanske osteopat John E. Upledger arbejdede i 1970’erne videre med Sutherlands tanker og teknikker og udviklede en forenklet og standardiseret behandlingsform. Upledger giver behandlingsformen navnet kranio-sakral terapi.

Upledger begynder som den første at undervise personer uden en lægeuddannelse i kranio-sakral-teknikkerne.

I 1986 introducerede behandlerne Stanley og Trine Rosenberg kranio-sakral terapi i Danmark. 

Osteopati

Kranio-sakral terapi