Hvordan foregår phytoterapi?

Hvordan foregår phytoterapi?Den første konsultation hos en phytoterapeut varer typisk halvanden til to timer. Her spørger phytoterapeuten ind til det problem, klienten henvender sig med. For at danne sig et billede af klientens situation, spørger phytoterapeuten typisk ind til:

  • Tidligere og nuværende sygdomme og symptomer
  • Medicinbrug
  • Kostvaner og væskeindtag
  • Fordøjelse
  • Søvnmønster.

På baggrund af samtalen og eventuelt en blod- eller irisanalyse sammensætter phytoterapeuten en behandling med de planter og evt. tilskud, kost- og livsstilsændringer, som terapeuten mener, passer til klientens behov.

Blodanalyse

Irisanalyse

Planterne gives ofte i form af ekstrakter, men kan også gives som urtete, kapsler og tabletter til indvortes brug eller i form af cremer eller salver til udvortes brug.

Blandt de mange planter som phytoterapeuter arbejder med, udvælger phytoterapeuten typisk to til fire planteekstrakter til klienten.

Mange af de planteekstrakter, som bruges i phytoterapi, er udvundet på alkohol. Hvis klienten er på antabus eller er overfølsom over for alkohol, bruges der tørekstrakter, kapsler eller tabletter. Dosis af planteekstrakter vil typisk ikke være større end 3-5 ml. tre gange dagligt, hvilket betyder, at klienten får en mængde alkohol, der svarer til lidt under én genstand.

Ifølge phytoterapeuter vil kroppen som regel reagere på behandlingen inden for få dage. Ved kroniske symptomer kan der dog gå et par uger eller en måned, før der sker en ændring i symptomerne.

Et behandlingsforløb hos en phytoterapeut strækker sig over kortere eller længere tid alt efter, om der er tale om akutte eller kroniske lidelser. Typisk vil der være en opfølgning på behandlingen efter en til tre måneder.

I forbindelse med behandlingsforløbet vil der være udgifter til de urter, planteekstrakter, kosttilskud, vitaminer, mineraler m.v., som indgår i behandlingen.