Bivirkninger og forsigtighedsregler ved yoga

Yoga anses generelt for at være sikkert for raske mennesker, når yogaen praktiseres korrekt. Det er dog vigtigt, at man går langsomt frem og ikke presser kroppen for meget.

Visse yogaøvelser bør ikke bruges af mennesker med bestemte sygdomme og lidelser. For eksempel bør folk med diskusprolaps, ekstremt højt eller lavt blodtryk, grøn stær, nethindeløsning, hjertepatienter med risiko for blodpropper og patienter med svær osteoporose undgå visse omvendt stående stillinger.

Selvom yoga under graviditet anses for sikkert, hvis den praktiseres under kyndig vejledning, så bør gravide kvinder undgå bestemte yogastillinger, der kan være problematiske.

Det anbefales ikke at udføre yoga, hvis du føler dig syg, har feber eller på anden måde er utilpas.