Hvordan foregår zoneterapi?

Zoneterapi er her beskrevet af de tre danske brancheforeninger, FDZ, Forenede Danske Zoneterapeuter, TKZ, Foreningen for Traditionel Kinesisk Zoneterapi og ZCT, ZoneConnection Terapeutforening

ZoneterapiEt behandlingsforløb med zoneterapi varierer afhængigt af klientens sundhedstilstand og tilpasses den enkelte.

Den første behandling begynder altid med en grundig samtale, hvor zoneterapeuten danner sig et indtryk af de symptomer og gener, som klienten henvender sig med. Derefter undersøger zoneterapeuten klientens fødder og vurderer spændinger og ømhed i reflekszonerne. Zoneterapeuten mener nemlig, at hvis en del af kroppen ikke fungerer optimalt, bliver de tilsvarende reflekszoner ømme ved massage.

Zoneterapeuten afgør på baggrund af samtalen og undersøgelsen, hvilke reflekszoner der skal behandles. Herefter behandler terapeuten de udvalgte zoner med massage og forskellige former for tryk.

Under behandlingen masserer zoneterapeuten føddernes under- og overside med lette tryk og skifter hele tiden mellem højre og venstre fod, da reflekszonerne gennemgås i en bestemt rækkefølge. Trykket på foden justeres efter klientens individuelle smertetærskel.

Ved de ømme reflekszoner forsøger zoneterapeuten at massere ømheden væk eller formindske den. Når ømheden er forsvundet, mener zoneterapeuten, at forstyrrelsen i den tilsvarende kropsdel er fjernet.

Ved efterfølgende konsultationer følger zoneterapeuten op på forandringer i klientens symptomer siden sidste behandling og tilpasser behandlingen til klientens aktuelle tilstand.

Behandling hos en zoneterapeut varer typisk en halv til en hel time. Hvor mange behandlinger der er nødvendige, afhænger af problemet. Ved akutte problemer, kan klienten ifølge zoneterapeuter ofte nøjes med få behandlinger, mens kroniske problemer som f.eks. allergi kræver flere behandlinger.

Kroppen kan reagere på zoneterapi på forskellige måder. Zoneterapeuter opfatter reaktionerne som en del af helbredelsesprocessen. Nogle typiske reaktioner er:

  • Afslappethed, træthed og mathed
  • Smertelindring, kriblen eller snurren i det syge kropsområde
  • En følelse af pludselig varme eller kulde i kroppen
  • Urin og afføring ændrer karakter
  • Humørsvingninger f.eks. glæde, lettelse, vrede, irritation osv.
  • Øget produktion af sved, urin og afføring.

Ifølge zoneterapeuter vil du som regel kunne mærke en effekt af zoneterapeutisk behandling inden for få dage i form af mere modstandskraft, bedre humør, bedre søvn og færre smerter. Problemer, der har stået på i lang tid, vil, ifølge zoneterapeuter, være længere tid om at forsvinde.

Den aktive klient

Et behandlingsforløb med zoneterapi foregår altid i et tæt samarbejde med klienten (betegnelser som patient, bruger og kunde anvendes også). Denne grundlæggende samtale med klienten viser dels, hvordan han eller hun har det, og dels hvilke forventninger vedkommende har til behandlingen/forløbet. Det er her, terapeuten og klienten bliver enige om et fælles mål, som behandleren guider, vejleder, diagnosticerer og behandler ud fra.

Da zoneterapeuten arbejder holistisk, hvor klientens situation som helhed vægtes, skal behandlingsplanen – der ofte indebærer forandringer i livsførelsen – tilrettelægges efter det. Og her er resultatet betinget af, om klienten selv deltager aktivt. Klientens ansvar er altså en central del af forløbet hos en zoneterapeut, men er også med til at sikre, at behandlingen har mere end kortsigtet og symptomorienteret effekt.