Hvad er et paradigme?

af Jesper Madsen

I diskussionen om alternativ behandling hører man nogle gange ordet paradigme, fx ”Alternativ behandling er ikke accepteret af lægevidenskaben, fordi det bygger på et andet paradigme”.

Ordet bruges i dag på to måder. Mange bruger det i betydningen verdensbillede, grundsyn eller synsvinkel – ”der er brug for et nyt paradigme, hvis vi skal forstå sygdom og sundhed”.  Men oprindelig blev ordet kun brugt inden for videnskaben, hvor det står for en samling grundlæggende teorier og antagelser omkring hvordan man opfatter videnskaben og verden. Paradigme er oprindelig lanceret som videnskabsteoretisk grundbegreb af Thomas Kuhn, en amerikansk videnskabsfilosof.

I begge betydninger er ordet interessant i forbindelse med alternativ behandling. Men den sidstnævnte betydning er klart den centrale, når det gælder om at komme videre i diskussionen omkring forskning og dokumentation.

Selv om man kan komme et stykke vej med de forskningsmetoder, der er til rådighed i dag (se artiklerne her), mener mange med indsigt i alternativ behandling, at der er brug for et nyt videnskabeligt paradigme, hvis vi grundlæggende skal forstå både hvordan og hvorfor specifikke alternative metoder virker. I den sammenhæng nævnes ofte, at et nyt paradigme vil ligge tæt op ad den østlige, holistiske måde at opfatte verden på.

Den naturvidenskab, vi lærer om i skolen, blev født via et paradigmeskift. Det sidste store europæiske paradigmeskift indledtes nemlig i 1500-tallet, hvor den katolske kirke mistede sin magt over videnskaben, og hvor Tycho Brahe, Galilei, m.fl. baserede deres arbejde på teorier og målinger i stedet for Guds lære. Jorden var ikke mere universets centrum!

Striden gik langtfra fredeligt for sig, og resultatet blev i praksis en ”arbejdsdeling” med kirken, der består i dag: Naturvidenskaben tager sig af det, vi kan måle og veje, mens det åndelige og andet, der ikke kan måles, hører hjemme hos religionerne.

Men da de 5000 år gamle østlige traditioner ikke var en del af denne strid og derfor stadig omfatter både det fysiske og det åndelige, er det ikke så mærkeligt, at alternativ behandling ikke tages alvorligt af den vestlige naturvidenskab: De overlod for 400 år siden hele pakken med åndelige energier til præsteskabet.

Ordet paradigme kommer fra græsk, læs mere her.