Hvad er naturmedicin?

Mange danskere bruger ordet "naturmedicin" i flæng om de naturprodukter, de anvender til forskellige småskavanker.

På denne hjemmeside bruges ordet "naturmedicin" som en samlet betegnelse for fire kategorier af produkter:

Naturlægemidler

Stærke vitaminer og mineraler

Traditionelle plantelægemidler

Homøopatiske lægemidler

Fælles for de fire typer af produkter er, at de har status som lægemidler og derfor hører under Lægemiddelloven.

Et produkt, som giver indtryk af, at det er egnet til behandling eller forebyggelse af sygdom, hører under lægemiddellovgivningen og skal godkendes af Sundhedsstyrelsen, før det må sælges i Danmark.

Bivirkninger og interaktion ved naturmedicin

Mange forbrugere har den opfattelse, at naturmedicin ikke kan skade, fordi det er "naturligt". Det er ikke rigtigt.

Produkter af naturlig oprindelse, som naturlægemidler og traditionelle plantelægemidler, kan både give bivirkninger og i visse tilfælde ændre virkningen af anden medicin. Det sidste kaldes interaktion.

Bivirkninger og interaktion ved naturmedicin

Som forbruger har du mulighed for at tjekke de naturlægemidler og stærke vitaminer og mineraler, som Sundhedsstyrelsen har godkendt til brug i Danmark. Her kan du se, om produkterne har nogle kendte bivirkninger eller interaktioner.

Godkendte naturlægemidler

Godkendte stærke vitaminer og mineraler

Kosttilskud

I modsætning til naturmedicin har kosttilskud ikke status som lægemidler og er derfor ikke beregnet til at behandle sygdomme.

Kosttilskud bruges til at supplere den daglige kost og anses i lovgivningen for at være en fødevare.

Hvis du for eksempel som følge af ensidig kost eller nedsat appetit ikke får de nødvendige næringsstoffer, kan du supplere kosten med kosttilskud.

Kosttilskud