Publiceret .

Entusiasme på tværs af faggrænser

af Jesper Madsen

I alt godt 200 deltagere var mødt op til øst- og vestudgaven af SRAB’s konference ”Depression og alternativer”, som fandt sted den 8. og 9. december.

- Yogaen og alt det andet har jo været her i flere tusinde år, lægevidenskaben kun i 200 år. Hvorfor er det så ikke lægerne, der kaldes alternative? lød en kommentar fra salen under konferencen på Christiansborg 9. december.

Entusiasmen og spørgelysten fejlede ikke noget under de to konferencer, og spørgsmålene kom både fra læger, sygeplejersker, alternative behandlere og andre med et fagligt forhold til depression.

Konferencens program havde nemlig to dimensioner: Oplæg om bl.a. forskningsresultater fra danske og udenlandske eksperter, samt networking på tværs af faggrænser. Deltagerne blev fra morgenstunden opfordret til at snakke med folk af ”anden sundhedsfaglig herkomst”, og dette blev understøttet af bl.a. længere pauser og farvekoder på navneskiltene.

 

Den tværfaglige dimension viste sig også via friske provokerende indspark, som fjernede fokus fra den gamle traver om sundhedsvæsenets forhold til alternativ behandling.

- Er al snakken om depression en seismograf for en tidsalder, hvor det ikke er acceptabelt at sige nej tak og sætte sig uden for rotteræset? Måske skal vi ikke søge efter løsningen inde i knolden på os selv, men i stedet spørge ”hvad er det for et samfund, hvor alt dette sker?” spurgte lektor Anders Petersen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.

Forskning i dagligdagen

Professor Hugh MacPherson, University of York, akupunktør og forsker, satte fokus på forskningen i akupunktur mod depression, og han understregede bl.a. behovet for flere ”pragmatic trials”, dvs. forsøg, der foregår ude i dagligdagen hos patienter, læger og alternative behandlere.

- Vi skal have flere sammenlignende undersøgelser, hvor man fx følger dem, der modtager akupunktur i klinikkerne og sammenligner forløbet med en anden gruppe, der modtager konventionel behandling. Det er kun ved at se på virkeligheden, at man kan skaffe grundlag for politiske beslutninger – og ikke mindst få at vide om der er mulighed for besparelser i sundhedsvæsenet, understregede Hugh MacPherson.

Med en diagnose som ”kronisk depression” risikerer man let at ende i en blindgyde: Psykiatrisk patient på medicin resten af livet. Det fik Petrine Severin at vide for nogle år siden, men hun snød prognosen og er i dag projektkonsulent i Peer-Netværket Danmark – et landsdækkende netværk etableret af bl.a. Landsforeningen SIND. Hun var også blandt oplægsholderne på konferencen.

- Jeg blev advaret! Advaret mod yoga og meditation. Men heldigvis var jeg nysgerrig, og i dag har jeg et helt andet liv, hvor jeg hjælper andre og i øvrigt er blevet 20 kg lettere, fordi medicinen er væk, sagde Petrine Severin.

Såvel i Århus som København blev der networket flittigt, og SRAB vil næste år følge op på initiativet for at se, om der kom nye ”blandede ægteskaber” ud af konferencerne.

I den kommende tid vil vi desuden følge op med flere artikler fra de to konferencer.