Publiceret .

Mangfoldighedens paradoks

af Jesper Madsen

Junglen af alternative uddannelser og lægefaglige efteruddannelser byder på mange muligheder, men er også en udfordring for sundhedsvæsenet, mener en tysk lægefaglig direktør

- I Tyskland findes der mange forskellige behandlere, der tilbyder alternativ behandling i en privat praksis: Læger, heilpraktikere, tandlæger, jordemødre, fysioterapeuter, diætister, sygeplejersker, siger Stefanie Joos, der er lægefaglig direktør på Universitetshospitalet i Tübingen.

Hun peger på et problem, der paradoksalt nok er med til at bremse udnyttelsen af mulighederne inden for alternativ behandling: Mangfoldigheden.

På den ene side er alternativ behandling godt integreret i almen lægepraksis, men Stefanie Joos påpeger, at der samtidig optræder nogle paradokser:

- Det er en branche præget af mange forskellige uddannelser med varierende former for klinisk træning, med alt for lidt samarbejde, og den er svær at gennemskue. Sygesikringen dækker desuden kun et begrænset antal behandlingsformer, selv om der er evidens for mange flere.

 

Joos nævner en række udfordringer, det er nødvendigt at forholde sig til fremover. De praktiserende læger skal have alternativ behandling sat på skemaet i deres efteruddannelse, det tværfaglige samarbejde skal styrkes, og metoder med god evidens skal med i diverse forsikringer.

Udbytte og omkostninger

- Dette skal naturligvis ske på forskningsmæssig baggrund, og gerne i samarbejde med forsikringsselskaberne. Desuden er der brug for at styrke evidensen via mere forskning, der foregår ude hos de praktiserende læger, bl.a. i form af undersøgelser, der fokuserer på sammenhængen mellem udbytte og omkostninger.

- Antallet af sundhedspersoner med viden om alternativ behandling stiger støt, og vi har en del viden om dem:

  • Fra 1993 til 2011 er antallet af læger med supplerende uddannelse inden for alternativ behandling syvdoblet, i dag er tallet 35.000.
  • 60 procent af de praktiserende læger bruger alternativ behandling, og det sker især ved problemer med muskler og knogler, ved smerter og ved forkølelsessymptomer.
  • De læger, der bruger alternativ behandling (og generelt har en positiv holdning til det) adskiller sig fra de øvrige på flere punkter:
  • De er yngre, mest kvinder, de ryger ikke, og de bruger selv alternativ behandling.
  • De har flere private patienter (a la gruppe 2)
  • De arbejder færre timer om ugen og er mere tilfredse med deres arbejde

Flere forskningsmetoder

Men ved vi nok om hvad der virker? Ellers duer det jo ikke at integrere noget alternativt i sundhedsvæsenet.

- Det er klart, at der skal være evidens i forbindelse med brug af alternativ behandling i sundhedsvæsenet, siger dr. Amie Steel fra Sidney i Australien, som forsker i alternativ behandling ved ”Endeavour College of Natural Health”.

- Men det er nødvendigt at bruge en blanding af forskellige former for evidens og ikke kun lægernes ”gyldne standard”, det kliniske lodtrækningsforsøg. Det giver nemlig ikke mening at bruge denne metode i alle situationer.

- Desuden har vi den udfordring, at folkemedicinsk praksis alt for ofte bliver marginaliseret af læger og andre skeptikere, og her er vi nødt til at gøre en indsats, hvis vi skal forholde os reelt til en integration, siger Amie Steel.