Publiceret .

Tværfaglige gevinster

Kiropraktor har inviteret bl.a. psykolog og zoneterapeut med i sin klinik.

 I Hammel vest for Århus har Susanne Nygaard siden 2007 drevet sin kiropraktorklinik, men i dag er der tale om et egentligt sundhedshus, idet man også kan få behandling af massør, fysioterapeut, psykolog og zoneterapeut. Inden for kort tid vil man også kunne få kraniosakralterapi på klinikken. Susanne har gennem 27 år arbejdet som kiropraktor, men hun fandt ret tidligt ud af, at hun ikke kunne gøre alting selv. 

- Jeg kunne jo se, at man kan anskue kroppen på mange flere måder end min egen, og da jeg åbnede klinikken, fik jeg fra starten en fysioterapeut med ind. Desuden valgte jeg at tage en uddannelse som heilpraktiker, så jeg kunne arbejde mere helhedsorienteret, fortæller Susanne Nygaard, der blev færdig som heilpraktiker i 2009.

- Vi kan nemt konstatere og behandle symptomerne, men hvis ikke vi ser på årsagerne, risikerer vi fx, at den samme patient går til fysioterapeut igen og igen uden effekt, fordi leddene er låst. Når så først de er løsnet med kiropraktik, kan man for alvor få udbytte af fysioterapien.

Som kiropraktor lærte Susanne, at der sidder et nervesystem i rygsøjlen, der er forbundet med alle muskler og organer. Men det er jo ofte sådan, at det psykiske danner baggrund for fysiske lidelser, og med den ekstra viden har hun og hendes patienter fået stor glæde af det udvidede samarbejde med en psykolog.
 
- Når man arbejder under samme tag og nogle gange ikke kan komme videre med et problem, går det hurtigere op for den enkelte behandler, at man kan inddrage andre og lære af dem. Jeg mener det gælder om at give det bedste fra det etablerede og det alternative til patienterne.

- Mine patienter er nysgerrige, de accepterer de forskellige fagligheder, og det er derfor nok lidt nemmere og ”legalt” at beslutte sig for noget nyt og alternativt, siger Susanne.

Hun glæder sig over det tværfaglige samarbejde og mener, at det er det eneste logiske. Hun ville også gerne finde en læge at arbejde sammen med, én som også kan se tingene fra flere sider. Det vil åbne flere muligheder.

www.susannenygaard.dk