Knoglemassage - amerikansk metode

En amerikansk måde, hvorpå behandleren masserer særlige punkter, såkaldte knoglepunkter, for at lindre smerter.

Ved knoglemassage efter den amerikanske metode bevæger behandleren en fingerspids i små cirkler på såkaldte knoglepunkter. Hun trykker let eller hårdt i få sekunder til få minutter. Hun kan også holde fingeren stille på punktet. Behandleren mener, at det påvirker smertesignalerne i klientens nervesystem, får blodet til at strømme hurtigere og kroppen til at producere sine egne smertestillende stoffer (endorfiner). Formålet er at lindre især kroniske smerter i kroppen.

I 1970'erne udviklede amerikaneren Ronald Lawrence en teori om, at han kunne fjerne smerter ved at stikke nåle ind i bindevævet rundt om knoglerne (knoglehinden). Det kaldte han osteopunktur (osteo betyder knogle). Knoglemassage opstod, fordi han senere begyndte at bruge fingerspidserne i stedet for nåle.

Danske behandlere bruger både den amerikanske metode og en dansk metode.