Rolfing

Ved Rolfing giver behandleren klienten massage og lærer hende bedre måder at bevæge sig på. Hun masserer bindevæv, især omkring klientens muskler, ved at strække det og trykke mere eller mindre kraftigt på det med sine fingre, hænder, albuer og underarme. Klienten får en serie på typisk ti behandlinger, hvor behandleren følger en bestemt opskrift. Først behandler hun de enkelte afsnit af kroppen, og dernæst får hun dem til at passe sammen, integrerer dem. Klienten ligger det meste af tiden på en massagebriks, men står og sidder også indimellem. Behandleren mener, at massagen løsner spændinger i bindevævet, og at kroppen af sig selv søger tilbage til sin naturlige, ranke form. Hun mener også, at klienten slipper de oplevelser, minder osv., der var knyttet til spændingerne. Formålet er at give klienten en bedre kropsstruktur, rankere holdning og bedre bevægelsesmønstre. Det skulle til gengæld frigøre energi til at udvikle sig personligt.

Amerikaneren Ida P. Rolf (1896-1979) udviklede Rolfing, som hun oprindelig kaldte 'strukturel integration'. Teorien er, at krop og sind fungerer bedst og bruger mindst energi, når kroppen er i balance med tyngdekraften. For at være det skal kroppens afsnit balancere over hinanden omkring en lodret linje. Denne linje går gennem øret, skulderen, hoftebenet, knæet og anklen. Kroppen kan med tiden blive trukket ud af balance, fordi tyngdekraften trækker i den. Andre årsager er, at skader, oplevelser, følelser osv. kan sætte sig som spændinger i det bindevæv, der giver kroppen sin form.