Tui na

Tui na er en form for massage med tyve grundlæggende greb og teknikker. De går ud på at klemme, trykke, gnide, rulle, rotere, vibrere, sno, tromme, ryste, trække, strække osv. Behandleren arbejder på klientens såkaldte energipunkter (akupunkter), energikanaler (meridianer) og ashi-punkter, der svarer til triggerpunkter, samt muskelgrupper og led. Hun bruger sine hænder (f.eks. håndflade, knyttet hånd, bagside), fingre, knoer, albuer og underarme og varierer trykket fra let til dybt. Klienten er ofte påklædt, mens hun får tui na på en madras på gulvet eller på en massagebriks. Behandleren mener, at hendes greb og teknikker afbalancerer klientens strøm af blod og en kraft, der kaldes livsenergi (qi). Behandleren koncentrerer sig om hele tiden at styre sit åndedræt og kanalisere al sin qi ud i hænderne. Formålet er at hjælpe klienten til at helbrede sig selv for problemer i muskler og led, stress osv. og at forebygge sygdom.

Tui na er flere tusind år gammel og en del af traditionel kinesisk medicin.