Alternativ behandling på sygehuse

Akupunktur på sygehuse

Næsten hvert tredje danske sygehus bruger akupunktur.

På hvert ottende sygehus er der et igangværende forskningsprojekt om alternativ behandling.

Alternativ behandling er mere udbredt på store end på små sygehuse, og bruges på meget forskellige områder lige fra kræft- til fødselsafdelinger.

Tallene er fra en ViFAB-støttet undersøgelse fra 2008 om brug af alternativ behandling på danske og norske sygehuse.

Brug af alternativ behandling

På 31 % af sygehusene i Danmark anvendes alternativ behandling. Brugen af alternativ behandling er:

  • Mere udbredt på somatiske sygehuse (33 %) end på psykiatriske sygehuse (23 %)
  • Mere udbredt på offentlige sygehuse (34%) end på private sygehuse (21 %) 
  • Mere udbredt på store sygehuse med 100 senge eller flere (39 %) end på mindre sygehuse med færre end 100 senge (22 %).

Den alternative behandlingsform, der bruges, er i 97 % af tilfældene akupunktur.

Behandlingerne udføres af autoriseret sundhedspersonale, f.eks. fysioterapeuter, jordemødre, læger og sygeplejersker.

Begrundelse for brug

Sygehusene begrunder brugen af alternativ behandling med:

  • Videnskabelig dokumentation (32 %)
  • Behandling uden bivirkning (21 %)
  • Interesse fra medarbejderne (21 %)
  • Andre grunde (18 %)
  • Interesse fra patienterne (8 %)

Af de sygehuse, der anvender alternativ behandling, har 42 % igangværende forskningsprojekter om alternativ behandling.

Fagområder hvor alternativ behandling bruges

Brug af alternativ behandling foregår inden for en række forskellige områder:

  • Fødsel
  • Smerte
  • Hæmatologi
  • Psykiatri
  • Kræft
  • Anæstesi/operation
  • Misbrug/afvænning
  • Palliativ behandling

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført i 2008 som en spørgeskemaundersøgelse blandt cheflægerne på alle offentlige og private sygehuse i Danmark. 126 cheflæger svarede, hvilket svarer til 97 % af de adspurgte.

Ud af de i alt 39 sygehuse, som bruger alternativ behandling, blev der lavet en uddybende spørgeskemaundersøgelse eller et interview med kontaktpersoner på 32 af sygehusene.

Bag undersøgelsen står forskere fra Københavns Universitets forskningsgruppe vedrørende alternativ behandling (KUFAB) og forskere fra det norske Nasjonalt forskningssenter innen komplementær og alternativ medisin (NAFKAM).

ViFAB har gennem en bevilling været med til at finansiere undersøgelsen.

Kilde

Undersøgelsen er offentliggjort i det internationale tidsskrift BMC Complementary and Alternative Medicine.

Use of complementary and alternative medicine at Norwegian and Danish hospitals