Sukkerplanten stevia

Stevia-plante

Planten Stevia rebaudiana Bertoni bliver ofte kaldt verdens sødeste plante. Den kompakte, sydamerikanske busk med hvide blomster er hvinende sød, da bladene indeholder forbindelser, der er op til 450 gange sødere end sukker – og ingen kalorier.

En sydamerikansk plante

Stevia stammer fra Sydamerika, hvor den vokser frit i naturen. Den kræver meget sol og ikke under 10 grader om vinteren – den vokser bedst omkring 22-30 grader. Man mener, at indianerstammer fra Brasilien og Paraguay har brugt planten i de sidste 1500 år.

Hos indianere i Brasilien og Paraguay er der på grund af en genfejl en høj forekomst af diabetes. Først brugte indianerne alene urten til at søde deres te. Senere brugte de den som medicin, da de oplevede, at planten bedrede symptomerne på diabetes og forhøjet blodtryk.

Plantens virkninger blev første gang beskrevet i 1899 af den paraguayske botaniker Moises Santiago Bertoni. Han havde et nært forhold til Guarani indianerne i Paraguay, som havde lært ham om stevia-plantens muligheder.

En meget sød plante

Stevia-planten har mange forskellige indholdsstoffer, bl.a. steviosid og rebaudioside A, som er henholdsvis 300 og 450 gange sødere end sukker. I praksis betyder det, at du i stedet for 55 gram sukker i et glas grapejuice kan nøjes med 0,15 gram steviosid udvundet fra stevia – dvs. cirka 367 gange så lidt sødemiddel for at opnå den samme grad af sødme.