Hjertelægen om alternativ behandling

Her kan du læse læge Mogens Lytken Larsens indlæg om alternativ behandling til hjertepatienter. Mogens Lytken Larsen er ledende overlæge, dr.med. på Hjertemedicinsk afdeling B, Odense Universitetshospital.

 

Videns – og forskningscenter for Alternativ Behandling (VIFAB) nedlægges pr. 1. januar 2013.

Det er derfor ikke muligt at oprette eller svare på yderligere debatindlæg.

 

Hjertepatienters brug af alternativ behandling

Næsten halvdelen af alle danske hjertepatienter indtager naturmedicin eller kosttilskud, mens næsten en tredjedel har prøvet alternativ behandling.

Fra den daglige klinik viser det sig, at mange af hjertepatienterne ikke anvender alternativ behandling på grund af deres hjertesygdom, men som led i anden sygdom som for eksempel gigt, træthed, mm.

Det hyppigst anvendte er tilskud af multivitaminer og fiskeolie og de hyppigste alternative behandlinger er akupunktur og zoneterapi.

Enkelte hjertepatienter anvender såkaldt EDTA-behandling i håb om at få fjernet åreforkalkningen, men denne behandling har aldrig vist sikker dokumenteret effekt. 

Hvis man alligevel gennemfører EDTA-behandlingen bør det kun ske i en kombination med den medicinske behandling.

Lægens holdning til alternativ behandling

Tidligere havde man som læge ofte en lidt overbærende holdning til den alternative medicin og tænkte, at det nok ikke skadede og dybest set var en privat sag.

Vi ved nu, at alternativ behandling kan have sin berettigelse til nogle sygdomstilstande, men også at naturmedicin i kombination med nogle lægemidler kan have uheldige bivirkninger, og måske ligefrem være skadeligt i for store mængder.

Vigtig dialog mellem læge og patient

Det er vigtigt, at man som læge altid spørger sin patient om brugen af alternativ medicin, og tilsvarende at man som patient gør lægen opmærksom på, hvad man indtager, specielt i forbindelse med at der ændres på medicinen.

Jeg spørger altid mine patienter grundigt ud om alternativ behandling og naturmedicin for at sikre mig, at det kan indtages sammen med den forebyggende medicin, som patienten skal tage for at forebygge en forværring af sin hjertekarsygdom.

Et supplement til konventionel behandling

Det er meget vigtigt, at patienten ikke fravælger den medicin, som vi beviseligt ved hjælper til fordel for en som regel udokumenteret alternativ behandling.

I stedet må vi få de forskellige behandlinger til at spille sammen.