Alternativ behandling giver kræftpatienter et positivt fokuspunkt

Alternativ behandling er populært blandt danske kræftpatienter, selvom de færreste forventer at blive helbredt. Ifølge Astrid Roos-Hansen, som rådgiver i alternativ kræftbehandling, skyldes det et behov for selv at gøre noget og for at få den omsorg, der ikke altid er tid til hos lægen.

Det handler om at gøre noget

På Buen, som er et rådgivningscenter i alternativ kræftbehandling, oplever de på nært hold den alternative behandlings popularitet blandt kræftpatienter. Kræftpatienterne kommer for at få rådgivning om alternativ behandling, fordi de vil gøre noget aktivt selv og dermed undgå en følelse af afmagt.

Astrid Ross-Hansen, som er rådgiver ved Buen, møder ofte kræftpatienter, som enten bruger eller søger råd og viden om alternativ behandling – deres motiv til at bruge alternativ behandling er sjældent helbredelse.

”Som kræftpatient føler man hurtigt, at man står fuldstændig magtesløs, og at det er en håbløs situation. Derfor er det en lettelse at føle, at man kan gøre noget. Det er klart de færreste, der forestiller sig, at alternativ behandling kan helbrede dem,” fortæller hun.

Større fokus på det psykiske

Tidligere forskningsprojekter har vist, at mange kræftpatienter oplever, at den etablerede behandling hovedsageligt koncentrerer sig om at kurere kræft som fysisk sygdom.

Alternativ behandling giver mulighed for at skifte vinkel, forklarer Helle Johannessen, professor ved Syddansk Universitet, som har forsket i kræftpatienters brug af alternativ behandling.

”Når man går til alternativ behandling er det for at fjerne fokus fra celler og blodtal og al det biologiske og fokusere på andre aspekter i livet – de mere psykiske. På den måde kan man få et mere positivt fokuspunkt,” siger hun.

Tid til omsorg

Hos den alternative behandler er der ofte mere tid til at sætte fokus på kræftpatientens bekymringer. Mange kræftpatienter bruger derfor alternativ behandling til både lindring af sygdommens fysiske symptomer og til at bearbejde de bekymringer, som sygdommen bringer.

Astrid Ross-Hansen er tidligere sygeplejerske, og selvom hun ikke er i tvivl om, at sygeplejerskerne gør, hvad de kan for at drage den nødvendige omsorg, er der ikke altid tid nok, vurderer hun.

”Min oplevelse er, at det, der betyder meget for kræftpatienterne, er tid,” siger hun og fortsætter: ”Der er også et omsorgsaspekt og omsorg tager tid. Ikke at hospitalspersonalet ikke giver omsorg, men alternative behandlere kan selv sætte sin tidsramme. At være i et andet menneskes fokus i en time eller mere er en væsentlig faktor”.