Kræftens Bekæmpelse om alternativ behandling

Her kan du læse Kræftens Bekæmpelses indlæg om alternativ behandling til kræftpatienter.

Indlægget er skrevet af cand. brom., ph.d. Christine Paludan-Müller og afdelingsleder Anne Nissen, begge Kræftens Bekæmpelse.

 

Videns – og forskningscenter for Alternativ Behandling (VIFAB) nedlægges pr. 1. januar 2013.

Det er derfor ikke muligt at oprette eller svare på yderligere debatindlæg.

 

Kræftens Bekæmpelses holdning til alternativ behandling

Støtter forskning i alternativ behandling

Kræftens Bekæmpelse går ind for dokumenteret behandling til kræftpatienter. Derfor er det vores holdning, at virkningen af alternativ behandling skal eftervises i veltilrettelagte, videnskabelige undersøgelser.

Vi opfordrer til, at dokumentationen af alternativ behandling øges med det formål at bekræfte eller afvise effekten i forhold til kræftsygdommen og dens følgevirkninger, bivirkninger eller senfølger.

Konkret støtter Kræftens Bekæmpelse forskningsprojekter inden for alternativ behandling, ligesom vi overvåger forskningsresultater og den viden, der kommer frem.

Vores mål er at informere og rådgive kræftpatienter på et dokumenteret grundlag, så patienterne får mulighed for at træffe et kvalificeret valg om eventuel brug af alternativ behandling.

Anerkender patientens valg

Kræftens Bekæmpelse anerkender, at kræftpatienter bruger alternativ behandling som et middel til aktivt at gøre noget selv i forhold til deres sygdom og de fysiske og psykiske følgevirkninger af sygdommen.

Derfor er det også vores mål, at kræftpatienter får viden om de alternative behandlingsformer, der måske kan hjælpe dem i deres sygdomsforløb, samt viden om de former, som er problematiske og måske ligefrem skadelige.

Vi tager skarpt afstand fra alternative behandlere, der forsøger at slå plat på en gruppe af patienter, der i forvejen er udsat for et stort pres.

Opfordrer til åbenhed

Endelig er det vores holdning, at sundhedspersonale bør tale om alternativ behandling med kræftpatienter både for at afklare risici for interaktioner mellem naturmedicin og kræftbehandling, men også for at efterkomme et behov hos de patienter, der søger alternativ behandling.

Kræftpatienters brug af alternativ behandling

Den seneste danske undersøgelse viser, at mindst en tredjedel af alle kræftpatienter i Danmark bruger en eller flere former for alternativ behandling som supplement til kræftbehandlingen på sygehuset.

Kræftpatienter tager hyppigst kosttilskud, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler. De mest brugte behandlinger er akupunktur, zoneterapi og healing.

Patienterne fortæller, at de bruger alternativ behandling, og i særdeleshed naturmedicin, i håb om at bremse kræftsygdommen og eventuelle følgevirkninger samt styrke immunforsvaret.

Hvad er der at vinde?

Alternativ behandling kan være med til at øge livskvaliteten for kræftpatienter før, under og efter kræftbehandling.

For nogle patienter giver det styrke at gøre en aktiv indsats selv - ikke kun under selve behandlingsforløbet, men også i rehabiliteringsforløbet, hvor mange har fysiske og psykiske senfølger som for eksempel vægttab eller vægtstigning, træthed, angst for tilbagefald mm.

Kræft: Effekt af alternativ behandling

Kræftens Bekæmpelse: Alternative behandlingsformer, kosttilskud og vitaminer ved kræft

Effekt

Indtil i dag er der ikke undersøgelser, som viser, at alternativ behandling kan helbrede en kræftsygdom.

Derimod ved vi, at nogle former for alternativ behandling kan supplere kræftbehandlingen på sygehuset og bidrage til en øget livskvalitet blandt kræftpatienter.

Der er for eksempel undersøgelser der tyder på:

  • at massage kan mindske angst blandt kræftpatienter
  • at akupunktur kan mindske kvalme i forbindelse med kemoterapi
  • at yoga kan mindske stress i forbindelse med en kræftsygdom.

Det ligger i begrebet alternativ behandling, at det er præparater og behandlinger, hvis virkning (endnu) ikke er blevet undersøgt med almindeligt anerkendte videnskabelige metoder, eller som er blevet undersøgt og fundet uden virkning.

Der er oftest tale om behandlingsformer, som ikke anvendes i det etablerede sundhedsvæsen. Dog vil der være en glidende overgang mellem det etablerede og det alternative. Akupunktur er et eksempel på dette.

Forskning inden for de senere år har vist en effekt af akupunktur på for eksempel kvalme og opkastninger forårsaget af kemoterapi, ligesom der er foreløbige resultater, som viser en effekt af akupunktur mod hedeture.

På danske sygehuse anvendes akupunktur i dag også nogle steder som et supplement til kræftbehandlingen.

Kræft: Effekt af alternativ behandling

Kræftens Bekæmpelse: Alternative behandlingsformer, kosttilskud og vitaminer ved kræft

Risici

Der kan være en risiko for, at naturmedicin påvirker effekten af kræftbehandling.

For eksempel har en del urter og planter en blodfortyndende effekt, hvilket kan give øget tendens til blødning i forbindelse med operation.

Der findes også naturmedicin-præparater, der kan påvirke kræftbehandling som kemoterapi eller antihormoner i en negativ retning. 

Mange forbinder naturmedicin med noget naturligt og dermed som mere sikkert end konventionel medicin. Det er ikke korrekt.

I høje doser kan naturmedicin have bivirkninger eller ligefrem forhøje risikoen for øget dødelighed af en kræftsygdom. Det er for eksempel vist for E-vitamin, beta-karoten og kosttilskuddet amygdalin (vitamin B17).

Det er derfor en god idé ikke at indtage mere end den anbefalede daglige dosis for vitaminer og mineraler – og hvis man spiser kosttilskud og naturlægemidler at gøre det med måde.

På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside kan du læse, hvilke præparater du skal være særligt opmærksom på i forhold til kræftbehandling.

Operation og naturmedicin

Kræftens Bekæmpelse: Naturlægemidler og kosttilskuds indvirkning på kræftbehandling

Gode råd til patienter

  • Brug ikke alternativ behandling i stedet for lægelig behandling. Brug det sammen med den behandling, du får på sygehuset, og tal med din læge om det.
  • Naturmedicin (kosttilskud, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler) kan påvirke den behandling, du får på sygehuset. For eksempel operation, kemoterapi, strålebehandling og anti-hormonbehandling. Tal derfor med din læge.
  • Spis kosttilskud med måde og ikke over anbefalet daglig dosis med mindre andet er aftalt med din læge.
  • Brug din sunde fornuft på internettet. Vær blandt andet opmærksom på hjemmesider, der fortæller solstrålehistorier, eller som der står forhandlere af alternativ behandling bag.
  • Beslut dig for hvor meget tid og hvor mange penge, du vil bruge på alternativ behandling. Markedet er stort, og det kan være vanskeligt at begrænse sig. Overvej nøje, hvad dit mål er med behandlingen.

Kræftens bekæmpelse om alternativ behandling

Gode råd til sundhedsfagligt personale

  • Gør det til en rutine at spørge til patientens brug af naturmedicin. En del kræftpatienter spiser kosttilskud og naturlægemidler, og der er eksempler på, at virkningen af kræftmedicin enten reduceres eller forstærkes ved samtidig brug af naturmedicin.
  • Søg viden om alternativ behandling i forhold til kræftbehandling. F.eks. om interaktioner mellem naturmedicin og kræftbehandling, som f.eks. kemoterapi og anti-hormonbehandling.
  • Indhent viden om hvilke hjemmesider, der giver uvildig og pålidelig information om alternativ behandling, så du kan hjælpe patienten på vej ved at henvise til disse sider.
  • Vær åben for at diskutere alternativ behandling, så patienten får mulighed for at afklare sine overvejelser og få opfyldt sit behov for en mere helhedsorienteret behandling.

Operation og naturmedicin

Overblik over forskning i effekt

Lægemiddelstyrelsens produktresumeer

Kræftens Bekæmpelse: Naturlægemidler og kosttilskuds indvirkning på kemoterapi og anti-hormonbehandling