Spørgsmål og svar om ipe roxo

Her kan du læse spørgsmål og svar om brug af kosttilskuddet ipe roxo i forhold til kræft.

Teksten er skrevet af læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langer og cand. brom., ph.d. Christine Paludan-Müller, Kræftens Bekæmpelse.

Teksten er opdateret: Maj 2006

Kort om ipe roxo:

  • Ipe roxo er ikke blevet klinisk testet på kræftpatienter i kontrollerede forsøg
  • Vi ved ikke, om ipe roxo har bivirkninger
  • Vi ved ikke, om ipe roxo forstyrrer effekten af anden kræftbehandling
  • Der kan være stor forskel på, hvad de enkelte ipe roxo-produkter indeholder.

Hvad er ipe roxo?

Et kosttilskud.

Kosttilskud med ipe roxo fremstilles af den indre bark fra træet trompetranke (Tabebuia avellanedae, Tabebuia impetignosa), som anvendes i den traditionelle mellem- og sydamerikanske plantemedicin mod en lang række sygdomme.

Internationalt kaldes ipe roxo almindeligvis for pau d’arco.

Har ipe roxo en effekt mod kræft?

Vi har ingen viden om en mulig effekt af ipe roxo på mennesker, fordi der ikke er lavet kliniske forsøg, hvor ipe roxo som behandling mod kræft er blevet undersøgt.

   Status
 Behandling af kræft  Vi har ingen viden om en mulig effekt fra kliniske forsøg  
 foretaget på mennesker. 
 
 Behandling af svamp   Kemiske stoffer isoleret fra ipe roxo har i laboratorieforsøg en
 vis effekt på svampe.

 
 Vi har ingen viden fra kliniske forsøg på mennesker. 
 

 Behandling af
 infektioner

 Vi har ingen viden fra kliniske forsøg på mennesker.  

Hvad indeholder ipe roxo?

Som andre kosttilskud med planter indeholder ipe roxo et stort antal kemiske stoffer.

Fortalere for ipe roxo hævder, at den påståede virkning skyldes en gruppe stoffer ved navn naphtachinoner, som findes i den indre del af træets bark. Blandt disse stoffer er lapachol og beta-lapachon.

De fleste laboratoriestudier er foretaget med stoffer, der er oprenset fra ipe roxo. Forsøgene fortæller derfor ikke noget om, hvorvidt egentlige ipe roxo-præparater har effekt.

Der kan være forskel på indholdet af de enkelte kosttilskud. En analyse af 12 kommercielle kosttilskud forhandlet i Canada fandt, at kun ét af dem indeholdt stoffet lapachol, der hævdes at være blandt de aktive.

Hvad viser forsøg i laboratoriet?

Stoffer, som er udvundet fra ipe roxo, kan angiveligt hæmme lungekræftceller i forsøg i laboratoriet. De har også vist sig at forsinke væksten af lungekræftceller i mus. Men det kræver meget høje doser.

På grund af risici ved de meget høje doser er udforskningen af ipe roxo som kræftmiddel tilsyneladende stoppet.

Ifølge forsøg i laboratorier kan stoffer, som er isoleret fra ipe roxo, muligvis bekæmpe mikroorganismer og svamp. Men også dette kræver meget høje doser for at få en effekt.

Hvad viser forsøg på mennesker?

Ifølge Medline, som er en international database over lægevidenskabelig faglitteratur, er der ikke offentliggjort resultater fra egentlige kliniske forsøg, hvor kræftpatienter (eller andre patienter) har taget ipe roxo og er blevet sammenlignet med en kontrolgruppe.

21 patienter med forskellige kræftsygdomme blev behandlet med ipe roxo under et lille forsøg i starten af 70'erne. Forsøget havde ingen kontrolgruppe. Patienterne tog doser på 250-3.750 mg ipe roxo dagligt i op til 21 dage. De havde tidligere forsøgt forskellige behandlinger uden effekt.

Det overordnede resultat af forsøget var, at ipe roxo hverken syntes at gøre fra eller til. En kvinde med brystkræft fik tilsyneladende bedring i én knoglemetastase, mens der ikke skete noget med patientens mange andre knoglemetastaser. De øvrige patienters tilstand var efter ipe roxo-behandling enten uændret eller forværret.

Men igen: Forsøget havde ingen kontrolgruppe og i øvrigt for få deltagere og for kort varighed til at drage konklusioner.

Da kosttilskud med ipe roxo eller stoffer udvundet fra ipe roxo tilsyneladende ikke er testet på mennesker i kontrollerede kliniske forsøg, kan man reelt ikke konkludere noget om, hvorvidt de hjælper på kræft, eller om de kan have bivirkninger.

Har ipe roxo bivirkninger?

Kvalme, opkastning og forlænget blødningstid er rapporteret efter meget høje doser af stoffer isoleret fra ipe roxo.

Umiddelbart tyder det ikke på, at kosttilskud med ipe roxo i normale doser har uønskede virkninger.

En 28-årig mand døde af leversvigt efter at have indtaget flere typer kosttilskud, bl.a. en uspecificeret mængde af ipe roxo.

Kilder

Memorial Sloan-Kettering Cancer Center, USA

Moores Cancer Center, San Diego Medical Center, University of California, USA

British Columbia Cancer Agency, Canada

Awang DVC. Commercial taheebo lacks active ingredient. Can Pharm J 1998; 5: 323-26

Block JB, et al: "Early clinical studies with lapachol (NSC-11905)". Cancer Chemotherapy Reports, 1974, 4: 27-28

Hullar TE, et al: "Herbal toxicity and fatal hepatic failure". American Journal og Medicine, 1999, 106: 267–268