Zoneterapeut Leila Eriksen: Samarbejde og forskningsmetoder

Interview med zoneterapeut Leila Eriksen, tidl. formand for FDZs forskningsudvalg.
Dato: 15.06.01
Forfatter: Journalist Jesper Madsen

Samarbejde og forskningsmetoder

Zoneterapi er den alternative behandlingsform, der er forsket mest i herhjemme. Her har man konstateret, at der har været gavnlig virkning bl.a. ved behandling af skrigeture hos spædbørn (kolik) samt hovedpine/migræne.

Men det er ikke uden problemer at finde ud af, hvordan man skal forske. Drøftelser omkring forskningsdesign i f.eks. zoneterapi behandling har ofte, ikke mindst i det etablerede behandlingssystem, fokuseret på den naturvidenskabelige tilgang. Gang på gang er der slået et slag for, at den eneste ”rigtige” måde at forske på, den eneste mulighed for at producere såkaldte ”rigtige videnskabelige facts”, er den randomiserede kliniske undersøgelse, hvor man også inddrager en placebogruppe.

Drøftelserne er sket udfra ønsker om brobygning på forskningsområdet, ønsker om reelle og realistiske vurderinger af på hvilken måde der kan forskes i zoneterapi og alternativ behandling i det hele taget. Spørgsmålet er så: Hvad har man lært af drøftelserne og erfaringerne? Og hvordan kan der bygges bro – findes fællesnævnere - når man ikke taler samme sprog? Og hvorfor er det i det hele taget så svært for nogle at acceptere de kvalitative forskningsdesign?

En væsentlig opgave er at definere og udforme fælles begreber: Hvad forstår vi ved en behandling, hvad er en effekt, og hvad forstår vi ved en virkning? Hvad er mål, og hvad er formål? Her har både videnskaben og de alternative behandlere et ansvar for, at vi kommer videre.

Hvem skal forske?

Erfaringen har vist, at terapeuter, der ønsker at forske, ofte har valgt at konsultere en velvillig læge for at få hjælp til udformning af projektbeskrivelsen. Dermed har de været fast overbevist om, at alene det at have en læge med på ”titelbladet” sikrer kvalitet i forskningsdesignet.

Omvendt er det også sket, at en akademisk uddannet forsker med interesse for alternativ behandling har troet, at et tæt samarbejde med en dygtig behandler ville medføre, at man hurtigt og enkelt fandt de rette svar. Sådan er virkelighedens verden imidlertid ikke.

Disse projektmagere er typisk nået frem til at udforme projektbeskrivelsen og er gået i gang med projektet – for senere at erfare at der var faktorer, de ikke havde taget højde for. Forskning i alternativ behandling er ganske enkelt et kapitel for sig, og mange er bestemt blevet overrasket undervejs i projektforløbet.

Dette er blot enkelte eksempler på de mange hensyn og overvejelser, der melder sig, når man skal udvælge egnede forskningsdesigns og udarbejde relevante og brugbare forsøgsprotokoller. Derfor er det i alles interesse, at man opsøger de instanser, som har erfaring på området for at få gode tips og trække på erfaringer til det videre arbejde. Dette er en væsentlig forudsætning for en kvalitetssikring af området.

Alene det at finde relevante faggrupper - forskere, alternative behandlere etc. - med den nødvendige indsigt kan være den første barriere. Det har vist sig, at kun ganske få besidder netop den ”palet” af faglige erfaringer, som er så vigtige, når det gælder forskning i alternativ behandling. Dertil kommer, at projektdeltagerne nogle gange mangler indsigt i ”almindelige regler” for videnskab og etik, også selvom disse rent faktisk fremgår af projektbeskrivelsen.

Erfaringerne har også vist, at det er en god idé at nedfælde noget så principielt som samarbejdsformen i en aftale. Denne kan rumme aspekter omkring ansvarlighed og rollefordeling i forhold til projektet, såvel undervejs i processen som ved rapportering og publicering af forskningsresultaterne. Selvom der i projektbeskrivelsen er nedfældet retningslinjer, og selvom der i diverse forskningsinstanser er nedfældet regler omkring forskning og etik, kan en synliggørelse i en samarbejdsaftale være guld værd for det videre samarbejde.

Et væsentligt mål for fremtiden må være at iværksætte kurser for såvel alternative behandlere som andre faggrupper, der ønsker at forske i alternativ behandling. Projekter, som på forhånd er dømt til at mislykkes på grund af manglende viden og indsigt, er hverken i behandlernes eller patienternes interesse. Men gennem tværfaglighed, åbenhed og kreativitet vil fremtiden forhåbentlig byde på nye mulige og egnede forskningsdesigns til belysning af behandlingsmetoderne. En kvalitetssikring af området til gavn for brugeren.

Alternativer til placebo i zoneterapiforskningen

Det placebokontrollerede forskningsdesign er ikke uden problemer, når det gælder zoneterapi. F.eks. har undersøgelse endnu ikke påvist den faktiske placering af reflekszonerne. Ligesom man endnu ikke ved, hvor langt fra det aktive punkt reflekszonen vil kunne påvirkes, eller i hvilket omfang reflekszoner påvirker hinanden (forbedres astma-allergipunktet eksempelvis når tyktarmspunktet påvirkes?).

Tilsvarende er det vigtigt at tage hensyn til psyko-neuro-immunologien (psyken, nerverne og immunsystemet), når man vælger forskningsdesign, dvs. det at vore følelser, forventninger og oplevelser påvirker vores fysiske tilstand.

Jeg vil derfor foretrække, at man fremover (hvis man ønsker at anvende den randomiserede kliniske undersøgelse) vælger andre former for kontrolgrupper end placebo. Placebo-kontrol er velegnet til forskning i præparater men har sine absolutte begrænsninger, når det gælder behandlinger – hvem har f.eks. lyst og etik til at anvende placebokirurgi?

Man kan i stedet overveje tre muligheder. Den ene er en gruppe, der enten får almindelig pleje og opmærksomhed, ”Tender Loving Care”, og sammenholdes med den zoneterapeutiske behandlingsgruppe. Den anden mulighed er at have en gruppe, som får den behandling, man normalt tilbyder patienter med den pågældende lidelse. Et eksempel kunne være, at man ved rygsmerter kunne forestille sig, at halvdelen fik zoneterapi og halvdelen fysioterapi. Den tredje mulighed er en gruppe der får zoneterapi, en der får traditionel behandling, og en gruppe der er ubehandlet eller får "Tender Loving Care".

Resultatet af en sådan undersøgelse ville dog ikke vise, om zoneterapien alene virker, men ville i stedet sætte de to behandlingsformer op over for hinanden. Var dette imidlertid formålet, ville undersøgelsesresultatet kunne give klienten en mulighed for at træffe et kvalificeret valg af behandling.

En anden og interessant indfaldsvinkel til belysning af zoneterapiens virkning er cross over-designet, hvor én gruppe får aktiv behandling, mens kontrolgruppen ”venter”, og der efter en given periode byttes om på grupperne. Dette er imidlertid heller ikke et design, som blot ukritisk kan tages i brug. Det vil fordre en evaluering inden ombytningen, da mennesker nu engang er individualister, og man på nuværende tidspunkt reelt ikke ved, hvor lang tid efter en behandlingsindsats virkningen er i kroppen.

Om man vælger det ene, det andet eller ”blander” mulighederne vil alt andet lige afhænge af undersøgelsens formål. Hvad er det rent faktisk, man ønsker at belyse? Man kan altså på ingen måde entydigt sige, at det kun er det ene eller det andet design, der er brugbart.