Publiceret .

Interviews om forskning i alternativ behandling

af Journalist Jesper Madsen

Fem interviews om metoder, udfordringer og videnskabssyn

Indledning

Forskning i alternativ behandling er af flere årsager et omdiskuteret område. Mange er enige i, at der bør forskes i alternativ behandling, men uenigheden melder sig, når spørgsmålet om forskningsdesign kommer på banen - dvs. de metodiske og teoretiske overvejelser, som indgår i udformningen af et aktuelt forskningsprojekt. Overvejelser, der spiller en særdeles vigtig rolle, ikke mindst fordi de er meget tæt forbundne med den meget relevante problemstilling om effekten af alternativ behandling. Svaret på om noget virker eller ikke virker, er nemlig mere kompliceret end som så, og man bør altid se nærmere på de kriterier eller præmisser, som ligger til grund for konstateringen eller afvisning af given effekt.

For at kvalificere og bidrage til debatten fik ViFAB i 2001 journalist Jesper Madsen til at interviewe fem personer, der via deres baggrund har noget relevant at sige om forskning i alternativ behandling:

  • Ebba Nexø, professor, dr. med., Århus Kommunehospital
  • Margareta Maunsbach, forskningstipendiat, ph. d., Forskningsenheden for Almen Medicin, Aarhus Universitet
  • Laila Launsø, lektor, dr. scient. soc., Danmarks Farmaceutiske Højskole
  • Lennart Nørreklit, docent, dr.phil., Ålborg Universitet
  • Leila Eriksen, zoneterapeut, formand for FDZs forskningsudvalg.

Vi skal finde ud af, om det virker, ikke at det virker

Interview med Ebba Nexø, professor, dr.med., Århus Kommunehospital.

Der er ikke pr. definition nogen modsætning mellem alternativ behandling og videnskabelighed, selv om det ofte kan se sådan ud. For mange mennesker er det folkelige vidnesbyrd tilstrækkeligt. ”Det virker på moster Olga” – den bruger vi alle som argumentation for, at noget er effektivt. Det er ikke videnskab, men hvor mange skal det virke på, før det er nok? Hvis der er noget om snakken, må vi kunne finde en relevant metode til at omsætte vidnesbyrdene til noget generaliserbart og dermed undersøge fænomenet videnskabeligt.

Det er vanskeligt at forske i et område som alternativ behandling, hvor behandlerne selv er direkte afhængige af resultaterne, fordi det er deres levevej. Problemet eksisterer naturligvis også inden for det etablerede sundhedsvæsen, men her har man en række procedurer og traditioner, der sikrer en høj grad af objektivitet.

De alternative behandlere vil gerne anerkendes. De har en naturlig interesse i at vise, at deres metoder virker, og her har vi efter min mening et problem, man skal tage alvorligt. Man må nemlig ikke forske med det formål at vise, at noget virker, derimod kan man undersøge, om det virker.

Forestiller man sig, at lægen og den uddannede forsker ønsker at vise, om en behandling duer, mens den alternative behandler er optaget af at vise, at den duer, kan man godt forstå, at der kan opstå problemer.

Hvis en undersøgelse ikke viser effekt af behandlingen, er der en oplagt risiko for, at de alternative behandlere bagefter vil sige: ”Det er fordi, I ikke har udført forsøget under de rette betingelser – det og det passer ikke med vores virkelighed”. Derfor er det meget vigtigt at have defineret formål og præmisser for en videnskabelig undersøgelse meget præcist og at samarbejde tæt med behandlerne lige fra starten. 

Udgangspunktet skal være ”neutraliseret”, så at man har en professionel distance til det, man forsker i. Forskning er en profession i sig selv. Lederen af et projekt skal kunne sin metiér, og han/hun skal derfor typisk både have en akademisk grad og specielle erfaringer inden for området. Det er én af de måder, man kan forsøge at sikre uafhængigheden på. 

Men hvis disse forudsætninger ellers er til stede, og hvis forskningen kan gribes an med de forskningsmetoder, vi kender, kan projektet komme godt i vej.

Metoder fra andre fag

Jeg mener ikke, at alle i forskerteamet skal have de samme kvalifikationer som lederen, da det jo også er en læreproces at få disse erfaringer. De alternative behandleres ekspertise er vigtig for projektet, og derfor kan det være vigtigt, at de er med i gruppen, selv om de ikke har en akademisk forskeruddannelse. Og selv om for eksempel en healer ikke må forsøge at vise, at healingen virker, er det vigtigt, at han har tillid til udformningen af forskningsprojektet. 

Et kernepunkt for Forskningsrådenes Udvalg vedrørende Alternativ Behandling, FUVA, er at se, i hvilket omfang man kan anvende de traditionelle lægevidenskabelige metoder inden for alternativ behandling. For eksempel kunne man sandsynligvis undersøge virkningen af homøopatisk medicin ved hjælp af kliniske dobbeltblindede lodtrækningsforsøg, og måske kunne det samme lade sig gøre med hensyn til akupunktur. 

I andre tilfælde kan man måske bruge kvalitative metoder fra humanistisk forskning, for eksempel fra psykologi og antropologi. En af vores opgaver er at se, om der findes den nødvendige ekspertise inden for andre fag, så at man på tværfaglig basis kan komme videre. Traditionelt er sundhedsforskere jo bedst til at bruge kvantitative metoder. Et eksempel på brugen af kvalitative metoder kunne være de mange alternative massageformer. Man kan jo næppe give placebo-massage.

Der er måske også områder, der heller ikke kan angribes med nogle af disse metoder. Det kunne være fordi, vi mangler en fundamental beskrivelse af paradigmerne bag visse alternative behandlingsformer, som jo ofte er udviklet i andre kulturer for tusinder af år siden.

De unikke behandlinger

Alternativ behandling er ofte karakteriseret ved, at der eksisterer et unikt samspil mellem behandler og patient. Det vil naturligvis besværliggøre brugen af blinding og lodtrækning, men det må ikke føre til, at man slet ikke forsker i behandlingen. 

Det er et meget vigtigt krav, at behandlingsmetoden trods det unikke samspil er noget, man kan give videre via en uddannelse. For eksempel er en psykologs behandling unik, men ikke desto mindre er det noget, man kan lære. Men hvis behandleren siger, at evnerne simpelthen er bundet til ham, og at han derfor ikke kan underkaste sig forskning, må vi afvise det. Så er der tale om en helt speciel person, lige som for 2000 år siden…

Det gælder ikke kun om at finde ud af, om noget virker, men også om hvorfor det virker. Derfor er der også behov for de resultater, der opnås indenfor grundforskning. Det betyder, at man hos de alternative behandlere skal være opmærksom på, om der fra andre forskningsområder pludselig dukker noget op, der gør at vi kan forstå, hvorfor f.eks. akupunktur virker. 

På samme måde kan man håbe, at grundforskerne vil lade sig inspirere af de problemstillinger, der er på dagsordenen indenfor det alternative område. Man skal huske, at grundforskning netop er speciel fordi forskere, der bedriver grundforskning, så at sige står ”på kanten” af videnskaben, hvor det er helt uforudsigeligt, hvad der vil ske.

Kvalitative forskningsdesign bør supplere de kvantitative

Interview med Margareta Maunsbach, forskningsstipendiat, ph.d., Forskningsenheden for Almen Medicin, Aarhus Universitet.

Kvalitative og kvantitative forskningsdesign

Skal vi belyse biologiske fænomener, må vi anvende naturvidenskabelige metoder. Men en behandling er jo ofte noget meget komplekst, et samspil mellem mange faktorer, som kan udløse både biologiske og psykologiske effekter.

De alternative behandlere lægger normalt stor vægt på, at behandlingen ikke er en ”standard-vare”, som alle patienter vil reagere ens på. Derimod mener man, at effekten opstår via samspillet mellem behandler/behandling og patienten selv – hvilket gør patientens oplevelser og udsagn vigtige for forståelsen af virkningsmekanismerne. Dette fokus på patientens perspektiv gør det relevant at inddrage kvalitative metoder og f.eks. stille åbne spørgsmål for at kortlægge faktorerne i samspillet. 

En biologisk effekt måles bedst med kvantitative metoder, mens samspillet mellem flere faktorer bedst belyses via kvalitative metoder. Derfor må man ved alternativ behandling bruge begge typer forskningsdesign. 

Netop når der er tale om et samspil mellem patient og behandler, kan man med fordel bruge enten observation eller deltagerobservation. Men hvis meningen f.eks. er at undersøge, hvorvidt en behandling har indflydelse på immunforsvaret eller på en tumor, må man forske kvantitativt. Ved alternativ behandling vil det dog ofte være umuligt at give placebo – f.eks. når det drejer sig om massage eller akupunktur – og her må man så have en kontrolgruppe, hvor der intet aktivt sker.

Verden kortlægges

De kvalitative metoder egner sig især til at kortlægge nye områder. Ved kvalitative metoder får man belyst nogle spørgsmål, hvor man ikke kender svarene på forhånd. Man får noget at vide om, hvilke faktorer der er involveret, hvordan verden ser ud i det område, man forsker i. 

Hvis fantasien ikke rækker til at stille de rigtige spørgsmål, må man for at identificere nye emner anvende kvalitative metoder. Men metoderne er kun redskaber – ingen metoder er ”bedre” end andre, det kommer helt an på, hvad man vil forske i. Og ofte må man ty til en kombination.

Lad os sige, at man vil undersøge virkningen af kranio-sakral terapi på folk med migræne. Man opstiller så et kontrolleret eksperiment, hvor nogle får behandlingen, andre får piller, og andre igen får kun kalktabletter. 

Derpå følger man dem over to år, hvor enhver intervention registreres nøje, og hvor patienterne interviewes med mellemrum. Får de det bedre? Er der forskel på de tre grupper? På den måde kombinerer man en kvantitativ tilgang med noget kvalitativt, hvor patientens eget udsagn betyder meget. 

Der er et indbygget problem i mange undersøgelser, uanset om emnet er alternativ behandling: Alle tre grupper vil sikkert udvise virkning af behandlingen i undersøgelsen, ganske enkelt fordi de får opmærksomhed. Men hvad sker der i hverdagen, når patienterne ikke bliver ringet op af en interviewer hver anden dag? 

Det viser sig ofte, at resultaterne bliver svagere, når man befinder sig i en dagligdag og ikke får ”omsorg” via forskerne. Det er en indbygget faktor, man er nødt til at forholde sig til.

Biologisk skolede læger

Hvis man som læge skal anbefale en behandling, skal man have et rationelt argument. De fleste læger er skolede i og interesserede i biologi, og hvis ikke vi har en biologisk forklaring, bliver vi skeptiske. Det alternative kan godt virke lidt underligt eller mystisk. 
Megen alternativ behandling er intuitivt styret, og udfordringen er derfor at kunne formidle sine erfaringer til andre og fortælle inden for hvilke rammer, de gælder. Men det er ikke let, fordi naturvidenskaben og den alternative verden har hver sin logik, hver sit sprog og forskelligt filosofisk grundlag. 

Videnskab handler jo også om kultur og magt. Lægevidenskaben er i dag veletableret og har opbygget nogle stærke normer og traditioner omkring videnskabelighed og metoder. Derfor er det naturligt, at man reagerer med en vis modstand, når man møder noget, der ligger så fjernt fra vestlig rationalitet.

Jeg forkaster på ingen måde de kvantitative metoder. Det er emnet, der afgør metodevalget. Kvalitative metoder er velegnede, når man f.eks. skal belyse, hvad folk gør, når de vælger behandlingsmetoder, eller når man vil undersøge samspillet mellem behandler og patient. Alt det, der handler om adfærd, valg, holdninger, oplevelser og følelser.

Men skal man måle en effekt, skal det kunne kvantificeres. Det kvalitative er godt til at skaffe overblik, det kvantitative til at belyse statistiske sammenhænge. Jeg er opdraget i den naturvidenskabelige tradition og mener derfor, at kvantitative metoder er bedst til at fastslå, om noget virker. 

På den anden side mener jeg godt, man med udbytte kan forske i f.eks. zoneterapi, selv om man ikke forstår hele logikken, og selv om hver enkelt behandling er individuel. Lad os sige, at behandlingen ser ud til at virke og opfylder nogle rimelige dokumentationskrav, men at vi ikke forstår mekanismerne og den indre logik. 

I så fald mener jeg, det er ok at anbefale behandlingerne, men jeg ved godt, at der blandt fagfolk findes meget forskellige grænser for, hvornår man kan tillade sig det. Nogle gange implementerer vi læger jo også en ny metode, hvis vores erfaringer tydeligt viser, at interventionen giver en bedring hos patienterne.

Man skal kende præmisserne

Interview med lektor, dr. scient. soc. Laila Launsø, Danmarks Farmaceutiske Højskole.

Det teoretiske grundlag

At forske i alternativ behandling er som at forske i ethvert andet område – miljø, uddannelse, levevilkår, osv. Og på alle områder gælder det, at det aldrig er tilfældigt, hvilke problemstillinger man vælger at forske i. Det afhænger af forskernes faglige baggrunde, teoretiske tilgange – og af samfundsmæssige forhold. 

Som forsker er det vigtigt at kunne gøre rede for, hvilke teorier man arbejder ud fra. Det gælder:

  • de teorier, man har med i bagagen, når man forholder sig til det felt, man vil forske i
  • den videnskabsteoretiske opfattelse, man ”vælger” at have som grundlag

Teorier på disse to niveauer bestemmer ens valg af problemstilling. Hvis ikke man forholder sig til dem, har man ubevidst valgt en problemstilling uden at vide, hvilket fundament den hviler på. 

Arbejder forskeren inden for et paradigme, hvor kun den virkelighed, der består af målbare størrelser, er videnskabelig relevant, har dette afgørende betydning for de problemstillinger, der formuleres og har dermed afgørende konsekvenser for den videnskabelige viden, der produceres.

Opfatter vi f.eks. sygdom som et selvstændigt og statisk ”væsen”, formulerer vi andre problemstillinger, end hvis vores udgangspunkt er, at sygdom er en proces, der kommer til udtryk i det enkelte menneskes kroppsyke under et stadigt samspil med omgivelserne og den aktuelle situation, mennesket er i.

Sygdom er i en eller anden forstand noget fysisk, noget materielt, men vores måde at forstå sygdom på - vores sygdomsopfattelse - er socialt konstrueret. Det samme gælder vore forventninger til, hvilke virkninger, man skal opnå af behandlingsindsatser.

Hvis vi vil se på virkninger af f.eks. akupunktur, må vi først definere, hvad vi i denne sammenhæng forstår ved akupunktur, herunder hvilke krav vi stiller til behandlerens kvalifikationer for at kunne udføre akupunkturen. Hvordan stilles diagnosen, hvordan foregår behandlingen, og ud fra hvilke teorier arbejder akupunktøren? Hvilken sygdomsforståelse har han/hun? Hvad forstår akupunktøren ved begrebet virkninger. 

Der bør i udforskning af sygdomsbehandlinger og deres virkninger/effekter tages hensyn til præmisserne for de pågældende behandlingsformer. Sammenhænge mellem sygdomsteorier, diagnoser, behandlingsindsatser og virkninger bør inddrages i forskning i sygdomsbehandlinger.

Handlingsrettet forskning

Hvis vi f.eks. arbejder ud fra den teoretiske antagelse, at det er svulstens størrelse, der er det centrale i en kræftsygdom, vil man definere behandlingseffekten ud fra målinger, der viser om svulsten svinder eller er fjernet helt. Men hvis vi definerer kræft som noget, der ikke kun er repræsenteret i svulsten, får vi en helt anden definition på effekten af en given behandling. 

Diagnoser og effekter kan således forstås som sociale konstruktioner, hvis indhold udvikles forskelligt inden for forskellige behandlings- og forskningstraditioner. Det er derfor vigtigt, at forskere respekterer præmisserne for de forskellige behandlingstraditioner, når de udforsker behandlinger. 

Som forsker bør man have kendskab til flere forskningstyper, forskningsdesign, teorier og metoder. Man bør også kende deres sammenhænge med såvel videnskabsteoretiske traditioner som med teknologiske og øvrige samfundsmæssige forhold. De fleste forskningsfelter kræver flerfaglige tilgange og dermed flerfaglige samarbejdsformer.

Skal vi videre med forskningen i alternativ behandling og ikke kun i alternative medicinske teknikker, må vi tænke mere i handlingsrettede forskningstilgange, der kan udforske behandlingsforløb, som de udspiller sig i det virkelige liv. Og her bliver samarbejde mellem forskere, behandlere og brugere væsentligt. 

Behandleres og brugeres erfaringer og de spørgsmål, de ønsker udforsket, bør være væsentlige input i forskningen, sådan at forskningsresultaterne vil kunne gå ind og forbedre det behandlingsarbejde som behandlere og brugere udfører. Et krav til forskningen bliver derfor, at den kan bruges til at igangsætte og videreudvikle læringsprocesser og styrke et refleksivt behandlingsarbejde, hvor en erkendelse af behandlingers muligheder og begrænsninger må indgå.

Man må samarbejde om at forstå mekanismerne

Interview med docent, dr.phil. Lennart Nørreklit, Aalborg Universitet.

Et fælles sprog

Det alternative og lægevidenskaben står med hver sine teorier om mennesker og sygdom, som ikke umiddelbart passer sammen, men det gælder ikke om at finde ud af, hvem der har ret. Selv om man ikke kan finde en udtømmende forklaring på forskellene, må man respektere hinanden og forsøge at udvikle samarbejdet, som de f.eks. gør i Kina.

Inden man snakker forskningsmetoder, bør man sikre sig, at man taler om de samme ting. Og her går det ofte galt mellem læger og alternative behandlere. Man mangler både et fælles sprog og en fælles topoi (et alment begrebsapparat, der tjener til belysning af emnet). Det er her, man bør starte, hvis man skal opnå resultater, som kan anvendes og forstås af begge parter.

Men det kræver en åbenhed fra det etablerede sundhedsvæsen, og her kan det godt undre, at naturvidenskaben indtil nu har haft en så afvisende holdning til det alternative. Man kan ikke afvise noget, blot fordi det har en anden topoi - især ikke når man tænker på, at meget af det har 3-4000 år på bagen, mens naturvidenskaben kun er ca. 400 år gammel. Her ville en større ydmyghed være på sin plads.

Vi mangler en topoi, der kan forstås både af læger og alternative behandlere. Lægen og healeren for eksempel befinder sig i to forskellige verdener, selv om de to retninger har det samme historiske udspring. Der er blot sket det, at magtstrukturerne og økonomien i vores kultur gennem århundreder har haft mest fokus på naturvidenskaben, så at vi i dag står med to tilsyneladende uforenelige opfattelser.

Følgende eksempel kan illustrere, hvad der sker, hvis man ”sidder fast” i en bestemt topoi. Inden for den gamle folkemedicin gav man aldrig mælk mod sur mave eller mavesår, det begyndte lægerne først på op gennem det 20. århundrede. Tanken var, at mælken skulle beskytte mod syren, fordi man havde en topoi, der udpegede syren som problemet. Man overså helt, at der kunne være faktorer uden for den topoi: man kiggede ikke efter bakterier! Det opdagede man først i 1980’erne, og i dag anbefaler man ikke mælk til disse patienter. 

Dette viser, at det kan være farligt, hvis en undersøgelses præmisser alene defineres ud fra ens topoi. Tværtimod må man være parat til at ændre sin topoi ud fra de nye resultater og indsigter, man måtte komme frem til.

Definitioner af sygdom

Problemet er, at mange forskere springer et led over ved at fokusere på at måle effekten – i stedet for først at undersøge mekanismerne og forsøge at opbygge en fælles topoi. I dag strides lægerne og de alternative behandlere, fordi man står med hver sin topoi og med hver sine teorier om den bagvedliggende virkelighed, men på den måde når man ikke videre. 

Det skyldes, at lægevidenskaben arbejder ud fra en positivistisk opfattelse og derfor kun kan observere virkninger, man kan måle med de metoder, man har i dag. Men man undersøger ikke de mekanismer, der betinger den effekt, man vil måle. Kun i enkelte tilfælde forsker man i mekanismerne bagved – f.eks. i forbindelse med grundforskning omkring aids og kræft.

Den generelle holdning er, at lægevidenskabens begrebsapparat definerer den virkelighed, der ligger bagved effekterne, men det er et postulat. Man har godt nok nogle biologiske teorier, der på en lang række områder har vist sig nyttige, men det er noget helt andet. 

Man træffer også et valg omkring selve definitionen af sygdom. Er det et spørgsmål om celler og vævsprøver, eller handler det om at have et godt liv? Lægerne bør ikke have patent på at definere, hvornår man er syg, det er lige så vigtigt at spørge patienterne selv. Et eksempel er de såkaldt ”nye sygdomme” som fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom, hvor man intet kan måle biokemisk, men hvor folk alligevel bliver fysisk svækket og får et dårligt liv.

Ved årelange studier har man ikke stødt på én eneste meridian i kroppen. Ergo eksisterer de ikke. Men man begår den fejl at tro, at metoderne inden for ens egen topoi er i stand til at indfange alt – også det der ligger uden for ens egen topoi!

Lægevidenskaben er konservativ, fordi den bliver inde i sin egen topoi. De naturvidenskabelige forskningstraditioner har haft alt for stor indflydelse, og det præger også uddannelserne. Når man gennem mange år har fået indlært én bestemt topoi og derpå hører om noget helt fremmed, reagerer man naturligt nok ved at sige: ”Primitiv overtro!”

Det er uetisk, at sundhedsvæsenet i den grad er styret af penge, og ikke af kvaliteten i behandlingerne. Man burde lønne lægerne efter, om patienterne blev raske, ikke efter antallet af konsultationer. Det giver dem ikke et naturligt drive for deres idealistiske engagement, og det har jo også vist sig, at vi ikke bliver mere raske ved at bruge flere penge på at behandle folk i sundhedsvæsenet.

Flammer uden topoi

At arbejde med nye metoder og med utraditionelle tilgange vil være en åbning i forhold til et paradigmeskift, men man oplever desværre ofte en modvilje mod overhovedet at forske i ting, der ligger uden for den herskende topoi. Det kan eventuelt skyldes en angst for at finde resultater, man ikke kan forklare. 

Vil man vide mere om et bestemt fænomen, kan man arbejde på to måder: Man kan opstille et kontrolleret forsøg, som er styret af den topoi, man har som udgangspunkt. Eller man kan observere, hvad der sker og måske nå frem til en helt anden topoi. Og det er en stor misforståelse at tro, at man kun kan opnå viden via den første metode.

For eksempel er kosten kommet ind i lægernes topoi via andre metoder end det kliniske dobbeltblindede lodtrækningsforsøg. Det er sket via bl.a. statistiske metoder og ved at lytte til folk, og det er et udmærket eksempel på, at det er dumt at afvise hverdags observationer.

Kvalitative og kvantitative metoder er ikke modsætninger, der er tværtimod brug for begge. Gennem dybtgående interviews kan man f.eks. grave nye begreber frem, som man så senere undersøger kvantitativt. Verden kan beskrives på utallige måder – kun at bruge én er uvidenskabeligt.

Man siger nogle gange, at de kvantitative metoder ikke kan bidrage til et paradigmeskift, men det er ikke helt rigtigt. Også det kliniske dobbeltblindede lodtrækningsforsøg kan pege i helt nye retninger, hvis man pludselig står med nogle helt uforståelige resultater – og er villig til at undersøge hvorfor. 

Alle forsøger at være empiriske, men det er ikke altid, at empiriske iagttagelser fører til ny erkendelse lige med det samme. Da mange kvinder i det 19. århundrede døde af barselsfeber, var det et empirisk faktum, at dødeligheden var klart større hos de kvinder, der var i kontakt med lægerne. Men på trods af observationerne ville lægerne ikke anerkende det, og man analyserede ikke, hvad det kunne skyldes. Forklaringen var den enkle, at de samme læger dissekerede lig, men at man ikke kendte til bakterier.

Man bør heller ikke afvise noget som overtro, blot fordi det ikke kan reproduceres af andre. Nogle gange finder man en person, hvis teknik virker på mange mennesker, men hvor det er umuligt at videregive hans/hendes topoi til andre. Teknikken kan altså ikke læres videre og gentages af andre, men det ville da være synd, hvis behandlingerne skulle stoppe af den grund. Lad os i stedet studere hvad der sker – hvorfor og hvordan virker det? Vi kan ikke undersøge effekten på almindelig vis, men vi kan prøve at finde den pågældende topoi.

Tænk engang på den, der først fandt ud af at lave ild ved hjælp af en sten og noget græs. Ingen kunne gøre ham kunsten efter, indtil de begyndte at studere ham nøje. Det viste sig, at man skulle bruge en bestemt sten, nemlig flintesten, og noget bestemt græs, nemlig tørt græs. 

Dette eksempel viser, at man kan få den ønskede effekt uden overhovedet at have en topoi. Det er tilfældet i visse alternative behandlingsformer, men der findes også eksempler på, at man har en veludviklet topoi, uden at kunne forklare mekanismerne fuldt ud. Derfor kunne et samarbejde mellem udogmatiske forskere og alternative behandlere være frugtbart.

Samarbejde og forskningsmetoder

Interview med zoneterapeut Leila Eriksen, formand for FDZs forskningsudvalg.

Samarbejde og forskningsmetoder

Zoneterapi er den alternative behandlingsform, der er forsket mest i herhjemme. Her har man konstateret, at der har været gavnlig virkning bl.a. ved behandling af skrigeture hos spædbørn (kolik) samt hovedpine/migræne. 

Men det er ikke uden problemer at finde ud af, hvordan man skal forske. Drøftelser omkring forskningsdesign i f.eks. zoneterapi behandling har ofte, ikke mindst i det etablerede behandlingssystem, fokuseret på den naturvidenskabelige tilgang. Gang på gang er der slået et slag for, at den eneste ”rigtige” måde at forske på, den eneste mulighed for at producere såkaldte ”rigtige videnskabelige facts”, er den randomiserede kliniske undersøgelse, hvor man også inddrager en placebogruppe.

Drøftelserne er sket udfra ønsker om brobygning på forskningsområdet, ønsker om reelle og realistiske vurderinger af på hvilken måde der kan forskes i zoneterapi og alternativ behandling i det hele taget. Spørgsmålet er så: Hvad har man lært af drøftelserne og erfaringerne? Og hvordan kan der bygges bro – findes fællesnævnere - når man ikke taler samme sprog? Og hvorfor er det i det hele taget så svært for nogle at acceptere de kvalitative forskningsdesign?

En væsentlig opgave er at definere og udforme fælles begreber: Hvad forstår vi ved en behandling, hvad er en effekt, og hvad forstår vi ved en virkning? Hvad er mål, og hvad er formål? Her har både videnskaben og de alternative behandlere et ansvar for, at vi kommer videre.

Hvem skal forske?

Erfaringen har vist, at terapeuter, der ønsker at forske, ofte har valgt at konsultere en velvillig læge for at få hjælp til udformning af projektbeskrivelsen. Dermed har de været fast overbevist om, at alene det at have en læge med på ”titelbladet” sikrer kvalitet i forskningsdesignet. 

Omvendt er det også sket, at en akademisk uddannet forsker med interesse for alternativ behandling har troet, at et tæt samarbejde med en dygtig behandler ville medføre, at man hurtigt og enkelt fandt de rette svar. Sådan er virkelighedens verden imidlertid ikke. 

Disse projektmagere er typisk nået frem til at udforme projektbeskrivelsen og er gået i gang med projektet – for senere at erfare at der var faktorer, de ikke havde taget højde for. Forskning i alternativ behandling er ganske enkelt et kapitel for sig, og mange er bestemt blevet overrasket undervejs i projektforløbet.

Dette er blot enkelte eksempler på de mange hensyn og overvejelser, der melder sig, når man skal udvælge egnede forskningsdesigns og udarbejde relevante og brugbare forsøgsprotokoller. Derfor er det i alles interesse, at man opsøger de instanser, som har erfaring på området for at få gode tips og trække på erfaringer til det videre arbejde. Dette er en væsentlig forudsætning for en kvalitetssikring af området.

Alene det at finde relevante faggrupper - forskere, alternative behandlere etc. - med den nødvendige indsigt kan være den første barriere. Det har vist sig, at kun ganske få besidder netop den ”palet” af faglige erfaringer, som er så vigtige, når det gælder forskning i alternativ behandling. Dertil kommer, at projektdeltagerne nogle gange mangler indsigt i ”almindelige regler” for videnskab og etik, også selvom disse rent faktisk fremgår af projektbeskrivelsen. 

Erfaringerne har også vist, at det er en god idé at nedfælde noget så principielt som samarbejdsformen i en aftale. Denne kan rumme aspekter omkring ansvarlighed og rollefordeling i forhold til projektet, såvel undervejs i processen som ved rapportering og publicering af forskningsresultaterne. Selvom der i projektbeskrivelsen er nedfældet retningslinjer, og selvom der i diverse forskningsinstanser er nedfældet regler omkring forskning og etik, kan en synliggørelse i en samarbejdsaftale være guld værd for det videre samarbejde.

Et væsentligt mål for fremtiden må være at iværksætte kurser for såvel alternative behandlere som andre faggrupper, der ønsker at forske i alternativ behandling. Projekter, som på forhånd er dømt til at mislykkes på grund af manglende viden og indsigt, er hverken i behandlernes eller patienternes interesse. Men gennem tværfaglighed, åbenhed og kreativitet vil fremtiden forhåbentlig byde på nye mulige og egnede forskningsdesigns til belysning af behandlingsmetoderne. En kvalitetssikring af området til gavn for brugeren.

Alternativer til placebo i zoneterapiforskningen

Det placebokontrollerede forskningsdesign er ikke uden problemer, når det gælder zoneterapi. F.eks. har undersøgelse endnu ikke påvist den faktiske placering af reflekszonerne. Ligesom man endnu ikke ved, hvor langt fra det aktive punkt reflekszonen vil kunne påvirkes, eller i hvilket omfang reflekszoner påvirker hinanden (forbedres astma-allergipunktet eksempelvis når tyktarmspunktet påvirkes?).

Tilsvarende er det vigtigt at tage hensyn til psyko-neuro-immunologien (psyken, nerverne og immunsystemet), når man vælger forskningsdesign, dvs. det at vore følelser, forventninger og oplevelser påvirker vores fysiske tilstand.

Jeg vil derfor foretrække, at man fremover (hvis man ønsker at anvende den randomiserede kliniske undersøgelse) vælger andre former for kontrolgrupper end placebo. Placebo-kontrol er velegnet til forskning i præparater men har sine absolutte begrænsninger, når det gælder behandlinger – hvem har f.eks. lyst og etik til at anvende placebokirurgi?

Man kan i stedet overveje tre muligheder. Den ene er en gruppe, der enten får almindelig pleje og opmærksomhed, ”Tender Loving Care”, og sammenholdes med den zoneterapeutiske behandlingsgruppe. Den anden mulighed er at have en gruppe, som får den behandling, man normalt tilbyder patienter med den pågældende lidelse. Et eksempel kunne være, at man ved rygsmerter kunne forestille sig, at halvdelen fik zoneterapi og halvdelen fysioterapi. Den tredje mulighed er en gruppe der får zoneterapi, en der får traditionel behandling, og en gruppe der er ubehandlet eller får "Tender Loving Care". 

Resultatet af en sådan undersøgelse ville dog ikke vise, om zoneterapien alene virker, men ville i stedet sætte de to behandlingsformer op over for hinanden. Var dette imidlertid formålet, ville undersøgelsesresultatet kunne give klienten en mulighed for at træffe et kvalificeret valg af behandling.

En anden og interessant indfaldsvinkel til belysning af zoneterapiens virkning er cross over-designet, hvor én gruppe får aktiv behandling, mens kontrolgruppen ”venter”, og der efter en given periode byttes om på grupperne. Dette er imidlertid heller ikke et design, som blot ukritisk kan tages i brug. Det vil fordre en evaluering inden ombytningen, da mennesker nu engang er individualister, og man på nuværende tidspunkt reelt ikke ved, hvor lang tid efter en behandlingsindsats virkningen er i kroppen. 

Om man vælger det ene, det andet eller ”blander” mulighederne vil alt andet lige afhænge af undersøgelsens formål. Hvad er det rent faktisk, man ønsker at belyse? Man kan altså på ingen måde entydigt sige, at det kun er det ene eller det andet design, der er brugbart.