Sygeplejerske Marianne Garsts erfaring med at forske

At gennemføre et forskningsprojekt er en udfordrende opgave. Det har sygeplejerske og healer Marianne Garst erfaret. For hende var det en stor hjælp at have erfarne forskere med i sit projekt.

Marianne Garst gennemførte i 2009 et pilotprojekt om healing af patienter med senfølger af kræftbehandling med støttemidler fra blandt andet ViFAB. Hun har som healer arbejdet med mange kræftpatienter, der søger supplerende hjælp, fordi de ikke føler, at de kan få nok hjælp fra det etablerede system. Derfor ville hun gerne være med til at sikre patienterne viden og information om healingens effekt.

Marianne Garst har tidligere deltaget i pilotprojekter i blandt andet Kræftens Bekæmpelse, og med disse erfaringer som ballast kastede hun sig ud i projektet.

Kontrolgruppe var det sværeste

Marianne Garst indså hurtigt, at der er mange praktiske opgaver at holde styr på, når et forskningsprojekt skal sættes i gang. Ansøgninger, der skal skrives, budgetter, der skal laves og forskningsstøtte, der skal søges. Men den sværeste opgave var at lave selve forskningsdesignet, fastslår Marianne Garst. 

Hendes ambition var at lave et projekt, som undersøger effekten af healing, fordi hun erkendte, at det er den type forskning, der er mest anerkendt.

Marianne Garst havde imidlertid svært ved at finde en metode til at måle effekten af healingen. Metoden skulle både leve op til kravene for den naturvidenskabelige forskning og til hendes egne etiske og faglige krav til den behandling, patienterne skulle have.

At få en kontrolgruppe med i forskningsdesignet var den største udfordring. Kontrolbehandling i form af placebobehandling, dvs. en falsk behandling, var ikke muligt, da man ifølge Marianne Garst ikke bare kan ”lade som om”, når det drejer sig om healing. 

”Som behandler kunne jeg heller ikke stå inde for, at deltagerne i projektet risikerede ikke at få healing, men blot blev henvist til en kontrolbehandling. Der er jo tale om mennesker, som er forpinte”, forklarer hun.

Samarbejder med forskere

Marianne Garst var så heldig at få vejledning hos forskere fra CCESCAM - Center for tværvidenskabelige evalueringsstudier af komplementær og alternativ behandling - på Syddansk Universitet, hvor hun var tilknyttet som behandlingskonsulent.

Forskerne fra CCESCAM anbefalede en metode, hvor deltagerne fik både healing og en kontrolbehandling, et såkaldt cross-over design.

”Forskerne hjalp mig med at få lavet et projektdesign, som både kunne leve op til kravet om kontrolbehandling, og som ikke kom på tværs af min egen behandlingsetik”, forklarer hun.

Marianne Garst hyrede også to af forskerne til at lave de statistiske beregninger og være med til at formidle resultaterne.

Og ikke mindst var samarbejdet med CCESCAM-forskerne gavnligt, da den lokale videnskabsetiske komite ikke ville godkende forskningsprojektet.  Her fik Marianne Garst igen hjælp fra forskerne, da hun af flere omgange skulle svare på komiteens indsigelser mod projektet. 

Marianne Garst erkender, at det er svært at gennemføre et forskningsprojekt uden faglig sparring fra erfarne forskere, også selv om det er et lille pilotprojekt som hendes. Hun anbefaler derfor, at man allierer sig med en forsker.

Læs om Marianne Garsts ViFAB-støttede forskningsprojekt:

Healing mod senfølger af kræftbehandling